Fra kaninlortelunden

Tove samler kaninlort. En for en af de sorte piller og putter dem i kræmmerhuset, hun har foldet af brunt papir. Så ligner det de spejderhagl, man kan købe hos Købmand Larsens. Om høsten når de har været ude at skokke neg, så får de de 25 øre til slik. Så skal de få, de lortedrenge.
Her har hun fundet et sted, hvor der er mange, en lysning i skoven. Kaninlortelunden smiler hun skævt. Hun er med på det sort-hvide snapshot af familien samlet dér.
Hun leger, hun er tretten år, at det får de konsekvenser, at hun sådan har gennemskuet. At hun ved, de vil løbe efter hende i frikvarteret, hive hende i nakkehåret og stjæle spejderhagl. Det er nærmest blevet en fast rutine, et ritual, hun kan ikke sige sig fri for, de skide drillerier. Hun får udslæt af dem.
Hun skal ikke tage det så tungt, siger Axel, han har selv været dreng. Han siger, at sådan er de drenge, de laver sjov. Det er deres måde og de vilkår, der er, de ændrer sig ikke stort. At hun er et kønt stykke kvie, griner han, mens han kildrer hende i siden, under armen og helt op i armhulen. Det kommer Tove til at skraldgrine af. Ligefrem så øjnene væder. Det er sådan, de virker, de nerver og muskelreflekser, de er hendes form for overfølsomhed.
Axel får pludselig travlt, der er faldet et hegn ude i engene. Han må af sted sammen med karlen.

Har Axel ret i det?
Axels livserfaring taler for det. Dén har han, dén kan man ikke sige ham imod. Og Tove er ikke deres første hjemme.
Der har været to piger, Kirsten og Elsebeth. De er begge i hus og kommer kun hjem i helligdagene. Så er der også lillebror, Poul, med 11 måneder imellem. Tove er foran, det kommer pigerne som regel i puberteten. Det er den overfølsomme alder.
Hun har opgivet at sige imod. Det er hendes måde at reagere på. At kroppen ændrer sig, er noget fysisk for hende.
Hun tænker, mens hun samler, at hun ikke vil sige noget, at hun bare vil se, hvordan de reagerer. Hun vil se logikken i det, at det kan gå ligesom galt. Fordi hun har samlet dét lort.

Det tager hun på sig, tager det med sig hen i skolen, hun er forberedt.

De løser ligninger. De er ikke nået til anden grads, Hr. Jørgensen læser de første eksempler fra bogen. Tove har ingen forstand på matematik, hun kan ikke sidde stille. Så er det sket, så kan hun heller ikke koncentrere sig om tallene. At de pludselig skal være bogstaver, x og y, forstår hun ikke. Det er grundlæggende og ligesom fjollet, hun er stået af.
Hun dagdrømmer.

Værnepligt

Han hader det som pesten, når hun ikke skriver tilbage. Ikke skriver med det samme, når han skal vente på det. Om der overhovedet kommer noget, om hun vil, når det kommer til stykket. Om han ser hende igen.
Der skal ingen tid til, så kommer det.
Han er rastløs, arbejder i ét langt væk. Nu renser han sit garantgevær, skiller det ad og finpudser til metalstykkerne skinner, til det første er spejlblankt og så videre til det næste. Bagefter støvlerne. Det er han hurtig til. Det er det, at han får noget fra hånden, der tæller.
Klik, klik, klik, klik.
Det er dårligt, det han skriver. Eriks sprog er dårligt. Han har ingen øvelse i det, intet håndværk at forbinde det med. Han ved ikke, om han egentlig nyder at skrive de breve, om han lægger den følelse i det. Det har han aldrig tænkt over. Han gør det, fordi han tror, hun gerne vil have det. At det er sådan man gør, når man bejler på afstand. Når man aftjener værnepligt, han er inde på Jægersborg kaserne, hun er i Århus. På Århus kommunehospital, i hvid kittel og hele tjavsen.
Der er et billede, hvor hun smiler så sødt. Krøllet og gulligt i kanten, det er nok derfor. At han skriver de breve, tumler med dem. Har han skrevet noget forkert, noget hun ikke bryder sig om.
Han er ikke i tvivl om, at han er forelsket.
Så bliver det dét, det hele betyder. Alle lydene og den afstand, intervallerne imellem dem. Det bliver det centrale, dét, det hele drejer sig om. Så hedder hun Tove.

Wannabe, kap 1.

Erik klemmer til, han nærmest river i den. Med hånden kan han mærke, han mærker med den venstre. Maskinen er klar i den højre, hun er ren, det har han så forsikret sig for. Før han sætter pattekopperne på, begge hænder i højt tempo.
Så giver det det svup, den lyd, den er velkendt.
Men hvis vi lytter efter, hvis vi tager os tid til det. Kan vi høre, at det alligevel skrider noget langsommere, end han er vant til. At de lyder anderledes, de svup. En smule forskudte, som gamle riller i knitrende Lp'er, at det gør den forskel, Erik ikke ser, han hører, han klemmer og river sig til.
Det tror vi.

Nummer 41 har fået den yverbetændelse. Det var Knud, der opdagede det. Han kom hjem og hjalp til ved eftermiddagsmalkningen i går. Det er bare et besøg. Knud er karl ovre ved Peter Simonsen. Det er snart et halvt år siden, han kom derover. Erik har de til gengæld beholdt derhjemme på Bækgården. De er tvillinger, Knud og Erik, enæggede og 14 år, men de er skilt ad. For første gang er de karl hver deres sted.
Det må de være forsigtige med, det med betændelsen, har Erik fået besked på af Jørgen Lassen. Eller var det en af brødrene, de store, Andreas eller Hans der sagde det. Det kan han ikke huske. Det var efter, læge Dejgård var gået, og han blev sendt i stalden.
Han røgter alene, det er den morgen. Hvor han skal være ekstra grundig, at betændelsen ikke har bredt sig. At hun skal smøres med vaseline, nummer 41, når han har malket hende ud. Det er det særlige ved den morgen. At Knud er hjemme, og at nummer 41 har den yverbetændelse. At det må Erik tænke på, mens Knud sidder derinde i huset.
Det kan han ikke holde ud at tænke på.
At Knud sidder derinde i huset, på det værelse, ved siden af sengen, at han holder Mors hånd. At de alle sammen gør. At de har den mulighed. At de kan være sammen om det, Jørgen Lassens: Andreas og Hans. Og Birte og Agnes. Birte er også hjemme i tiden, uden Søren Peter og børnene. Dem passer Faster.
Og Knud.
Måske siger hun noget til ham i et klart øjeblik, stryger ham over håret. Det forestiller han sig, men kun et splitsekund. Før han river det ud og kaster sig over det næste.
Svup, svup, svup, svup.
Så ruller det tilbage, bliver ved, ruller ind over ham som en kvalme, som en feber over panden, det er de svedperler. De slører synet. For de er jo de yngste. De er jo a drenge. Det er sådan, man altid har sagt. Det er den tid efter krigen og de tvillinger. Så stryger hun Knud over håret. Det er jalousien, der ruller, den mangel på nærvær. At Erik ikke er der. Han malker.
Erik er den yngste. Han er sædefødt. Men det kunne lige så godt have været omvendt. Endt galt. Den historie har man tit fortalt ham. At han aldrig var blevet til noget. At han var så blå i ansigtet, da han endelig kom ud og manglede ilt, det ved man aldrig, hvis ikke Knud havde banet vejen. Hvis ikke Knud havde udvidet det skød.
Mors skød.
Det var de fælles om. At Erik så alligevel kom til at trække vejret. At hjernen ikke tog skade. Det havde ingen regnet med. Ingen på Bækgården havde regnet med det. At han på den måde er et mirakel.

Det sad i maven, i tarmsystemet. Nu har det bredt sig. Ikke pludseligt. De har vidst det nogen tid. Nogle år.
Men hvordan med Petra Mariane. Hvor længe har hun vidst det.
Hun har sparet dem for det, så længe hun kunne. Så længe det ikke var til at se. Til sit yderste. Hun har sparet dem for den viden, den angst, de lever med. At det kan blive når som helst. At det kan blive i dag, ved daggry, mens Erik røgter.
Det er noget ved hende. At hun forstår at spare. Det har hun altid gjort, så længe han kan huske. Hun sparer andre mennesker, ligesom hun sparer på pengene. Det er en slags rigdom, hun har. Han synes næsten, han kan høre hende tværs over gårdspladsen. Hendes febervildelse. At hun er vågen nu. At hendes ansigt ligesom fortrækker sig. De mørke øjne vender det hvide ud. Dybt inde i hulerne. Og så den blege hud. At det er den smerte, man kan se. Det er den hvidhed, man kan tage og føle på.
Den har han brug for at se, at føle, han magter ikke lyden. Ikke lyden alene.
Så kommer den stilhed.

Fralandsvind

at elske
som når vi ånder ens
som abrupte rytmer
som luft
at vi hiver den ind
at vi slipper en vind
og at vi griner
- henrykte -
af os selv
- igen!

Mellemtider I

Vi har ikke siddet sådan længe, så tæt, der har været den afstand. Men nu. Som sidder vi nærmest på samme sted og på samme tid over for hinanden. Så vi begge kan se. At det er den historie, vi har. Det er den luft, der er imellem os. At det er der, den ligger. Og at den skifter, luften skifter, som vinden blæser, kold og varm og som vi lader os gennemblæse. Det gør en forskel, at vi føler, hvordan vi føler. Det taler vi om. Det har vi aldrig talt om før.
Men nu er det den temperatur, den vekselstrøm, vi vejrer. Som når foråret og hveden ligesom knitrer bag os, når vi ved, at stilheden aldrig ligger stille. Det er den uro, vi har i blodet. Vi ser tvillingerne blive født, men det er ikke os, det er Petra Mariane, der gør det. Vi vender hende, det første billede vi har af hende, hun er seks år, allerede, vi ved ikke hvordan. Hun skal i skole, hun har tornysteret på ryggen, Antonius' det gamle, det er sensommer. Første skoledag med lapper på kjolen, sår på knæene, Maren har syet dem i al hast, men det er ordentligt nok. Bøjet, rørt, klippet og rimpet over øllebrøden inden karlene kom ind fra morgenrøgtningen.
Pigen ser glad ud, har det frække glimt i øjnene, hun ligefrem stråler af den frækhed, den vildskab. Dén laban. Måske har hun været i stalden dagen før, selvom hun ikke måtte. Måske har hun forberedt sig på det. Ornen skulle til de og de grise, og hun har sneget sig til at se det. Det tror vi, det kan man lugte. Det vil degnen også kunne lugte. Og de andre børn. De vil kunne mærke, at Petra Mariane allerede har den viden om verden, det begær. At hun på den måde er anderledes. Det vil de ikke kunne forstå.

Mellemtider II

Hun er ikke længere imellem os, ikke iblandt os længere. Det er sådan, vi når hinanden, vi lapper huller. Det er den sorg, vi har. Jeg ser det i øjnene, han ser i mine, at det ikke har forladt ham, at han ikke er gået fri. Han vil ikke gå fri. Hun sidder i ham, ligesom Knud og arbejdet sidder i ham, han slipper det ikke, for han ved ikke, hvad han skal gøre uden det. Han kan ikke navigere på egen hånd, det har han ingen erfaring med. Det er den forskel, der er. Det er generationskløften, der har skilt os, den afstand, den begrænsning han aldrig har søgt, det er den måde, vi hver især har elsket på. At han er et vi, og at han derfor aldrig har følt sig alene og på den anden side aldrig har vidst, at han selv havde lyst. Nu er det mig, han lever for. Nu er det den roman, den historie, han fortæller. Som om jeg ikke findes, sidder vi sammen, vi er som rimpet til en billedebog. Det er sådan, livet fortsætter. Det er den løgn, vi lever på.

Semiotik for burhøns

At betyde noget, sagde Mr. Sign, gør en forskel.
Hun sagde, at du betyder noget, gør ingenting
til forskel ... til forskel
fra mig.
Han svarede at nej, det siger du ikke.