mandag den 28. april 2008

mandag den 14. april 2008

Flermedialitet

Digital litteratur og trykte bøger er ikke to af hinanden uafhængige medier, men snarere hinandens forudsætninger. Vi må tænke det litterære værkbegreb flermedielt.

Selvom Martin Johansen gør et glimrende forsøg, kan man vanskeligt beskrive Mette Moestrups digitale projekt ”Kollektivt, anonymt” uden først at beskrive dets på-papir-trykte forgænger ”Primitivt, privat” publiceret i kingsize (2006) – og lur mig om ikke Moestrup selv lægger op til sammenstillingen, når hun lader projekttitlerne alludere så sigende syntaktisk til hinanden. Det post-koloniale koncept bag de to projekter er nemlig stort set det samme og aldeles sprognørdede: Mette Moestrup finder, på rejser til henholdsvis Grønland og Argentina (lande som på den ene eller anden måde er indviklet i et post-kolonialt forhold), eksotiske opslagsværker, henholdsvis Knud Rasmussens ”Adglerneq – 500 Leveregler, gamle Ord og Varsler” (1979) og en ordbog over et næsten uddødt indiansk sprog i ”The Tehuelches Indians. A Disapearing Race” af den argentinske opdagelsesrejsende Ramón Lista (1894), som så at sige tilhører de ”fremmede” kulturer. Herefter udvælger hun nogle fragmenter efter intuitivt-systematiske principper, oversætter og alfabetiserer dem og skriver sande udsagn henover dem. I ”Primitivt, privat” er det digteren alene, der udfører skriveprocessen. Hun reflekterer over erfaringen i et mailinterview til tidsskiftet Ildfisken:

”Fragmenterne fik indflydelse på, hvad jeget kunne sige – hvad jeg kunne bruge af selvbiografisk materiale – og jeg oplevede, at jeg sagde noget andet end hvad, jeg "selv" ville have valgt at sige i en … egentlig privat sammenhæng. Man kunne sige: Jeget var ikke frit, pga. fragmenterne. De primitive fragmenter satte så at sige dagsordnen for de private udsagn.”

Det er præcis denne erfaring af at lade sig styre, lade sig kolonialisere af og indoptage det fremmede stof – eller, kunne man sige, erfaringen af at reflektere ud fra en post-kolonial selvkritik vinkel – Mette Moestrup tilbyder os i sit aktuelle digitale projekt. ”Kollektivt, anonymt” er ikke noget man læser, men noget man skriver, det er en måde at tænke på, som et selvkritisk skrivende fællesskab. Og derfor er det litterære værk hverken afgrænset til bogen kingsize, til netsiden kollektivt-anonymt.dk eller til Roskilde bibliotek. Mette Moestrups værk er snarere en sprognørdet tænkemåde, som vokser og lever i flere forskellige former og medier, og som derigennem spredes til flere forskellige mennesker, til du og jeg.

Information.dks artikelserie Elektroniske ord sætter et tiltrængt fokus på den digitale litteratur. Det er, foruden Christian Yde Frostholms ugentlige Livet på nettet i Weekendavisen, det eneste sted i den danske presse, man kan læse om den slags. Men dér hvor litteraturens fremtid for alvor bliver potent er i spændvidden mellem medier, i det øjeblik også litteraturkritikken indser, at værket ikke nødvendigvis er enten digitalt eller trykt, men at det lever som flermedielle hændelser.

torsdag den 10. april 2008

I søvne

når dit ben svinger dovent over min hofte,
når vi vrøvler, ler,
når græsset er grønnere,
når jeg, ligesom lam, siger "mæh"

onsdag den 9. april 2008

Mellem laks og læbe

et hjerte fuld af laks, laks aks ks s Læbe.

tirsdag den 8. april 2008

Pia stavrer

Pia stavrer. Fra toilettet tilbage til bordet er der cirka fem meter. Det er nok til at blive set. Jeg trækker stolen ud, hurtigt, og hun dumper ned i sædet med et støn. Kroppens alt for mange kilo er besværlige at bære rundt på. I dagens anledning har Pia kjole på, lyserød med v-udskæring og gennemsigtigt tyl fra gulvlængden til op over låret, overvægtigheden til trods.
Det er familiefest i golfklubben, onkel Poul fylder 40.
Du har noget dér, på hagen, noget rødt!
Pia stikker pegefingeren helt op i mit ansigt.
Hvad er det for noget, er det et udslæt? Prøv og se, er det ikke rigtigt, hun har noget dér, på hagen?
Pia henvender sig til hele bordet, jeg smiler forlegent.
Jeg tror altså, der er noget i maden, du ikke kan tåle, Anna!
Pia kaster stofservietten ned i tallerkenen og skubber hele molevitten fra sig.
Ad, hvor ulækkert!
Stemmelejet ligger decibel over normalen.
Men så, pludseligt, begynder Pia at hulke. Hun er bange for, udslættet kan være alvorligt. At måske skal jeg af det?
Folk klapper, der kommer en sang ind. Det er én af de festlige, hvor alle kvinder og alle mænd skal rejse sig på skift og synge nogle linier. Så bliver det en battle mellem kønnene. Pia kan ikke læse teksten, skrifttypen er for lille, hun klumrer og kan slet ikke følge med. Når jeg holder hende i armen, går det bedre. Bagefter stavrer hun ud for at ryge, man må ikke ryge indenfor.
Det er klart, hun har drukket, det kan alle da se. Da først dansegulvet bliver åbnet, og hun gramser rundt på mændene, én efter én griber hun, Pia griber efter pikke, og gnider sig op ad dem. Det er det sjoveste den aften, at Pia er så plakatfuld. Det griner alle af. Alle mændene vil danse, og hun tager imod, hygger sig bedre end nogensinde. Der intet ondskabsfuldt i det. For det er jo, hvad der kan ske, at en eller anden får for meget, og på en måde er det dén skandale, alle håber på; at det så i aften blev Pia, tænker ingen videre over. Ingen tænker over, at der stikker noget under, noget dybere, noget ligesom forudsættende: en angst hun dulmer, og at det ikke kun er i aften. Pia er min mor.

fredag den 4. april 2008

onsdag den 2. april 2008

Nyt fra ØK

I går (den 1. april) blev Øverste Kirurgiskes spritnye oplysningskontor sat i sving - og i morgen læser Naja Marie Aidt m.fl. på The LAB, mums :-)