The Million Dollar Question

”Hvorfor vil du egentlig gerne have, at digterne skal ligne sociologer eller politikere eller andre professioner? Er det ikke meget godt, at der findes nogle mennesker, som egentlig ikke står til ansvar for andet end ordet og fortællingen?”

Susanne Brøgger til Jes Stein Petersen i Deadline 2. sektion

Patriot?

Aleksander Solsjenitsyn er død

Praha tur/retur

I Prag skulle man naturligvis genlæse Kafka. Det nye Kafka-museum er i øvrigt super fedt indrettet og anbefalelsesværdigt. Jeg synes ofte, forfattermuseer har tendens til at være kedelige qua alt for ensidigt biografiske, men dette er andeledes. Her er lige dele liv og værk, og de to sider sættes fint i spil med hinanden. I underetagen, som primært er dedikeret til værket, er væggene plastret til med laaaange rækker af arkivkuffer, man kan dykke ned i (a la x-files), der er en konstant ringen for ørene fra telefoner, man kan høre oplæsningerne i og alskins halvfærdige originalskrifter og breve. Man får virkelig en fornemmelse af bureaukratiets endeløshed og den klaustrofobi, som også findes i det kafkaske univers, frem for alt i Processen.
Men nu er jeg altså hjemme igen, håber I andre også har fået holdt lidt ferie derude?

L'art pour l'art, min røv...

kun dén, jeg er

Home alone sidder jeg og genlæser en stemme fra 27'er-generationen, det slår mig igen, hvor stor en fejl det er, at denne - af mange spanske litterater anset for at være - allervigtigte kærlighedspoet, Pedro Salinas, aldrig er blevet oversat til dansk. Måske er Salinas skepticistiske kærlighedsmetafysik simpelthen outdated? Ikke desto mindre kan jeg stadig blive rørt dybt dybt dybt... for eksempel når krisen indtræffer til slut i digt nummer 23 fra den 70-digtslange super smukke La voz á ti debida (stemmen på grund af dig):

"Y, ay, cómo quisiera ser
una alegría entre todas,
una sola, la alegría
con que te alegaras tú!
Un amor, un amor solo:
el amor del que tú te enamorases.

Pero
no soy más que lo que soy."


("Og, åh, gid jeg kunne være
glæden blandt glæder,
den eneste, dén glæde,
der glæder dig!
Kærlighed, een eneste:
dén du ville forelske dig i.

Men
jeg er kun dén, jeg er.")

Menneskelighedens stof, fortalt i tøj:

"Stærk sol brød af og til gennem de tunge skyer og kastede et formildende skær over folks gøremål, deres tøj, den måde, hvorpå de bar deres menneskelighed." (En plads i historien s. 11)

114 sider senere, til Peter Fischers begravelse, alle bærer sort:

"Efterhånden som familien placerede sig i kirkerummet, var det, som om de blev til små, sorte pletter af menneskelighed i kirkerummets upåvirkede indre, materialernes tavshed."

Den gode littteratur og den gode litteraturkritik

Der mangler konsensus omkring ”den gode litteratur”, udtaler Marianne Stidsen i Inf. Jeg kan udmærket genkende Stidsens frustration over, at det på det litterære kunstneriske område aldrig må ”hedde sig, at nogen ved mere end andre”. Som om man har læst fem-seks år på universitetet forgæves; Farmand mener stadig, han ved mere om god litteratur end datter gør, suk! Sådan er vilkårene, når man beskæftiger sig med en videnskab, hvis stofområde (litteraturen) alle og enhver har adgang til og gerne danner sig en mening om.
Men det er simpelthen ikke rigtigt, som Stidsen påstår, at vi mangler konsensus omkring den gode litteratur. Dagbladenes litteraturanmeldere kan da legende let blive enige om, at f.eks. Naja Marie Aidts Bavian, Christina Hesselsholdts I familiens skød, Helle Helles Ned til hundene og Katrine Marie Guldagers En plads i historien er stor og god prosakunst. Hvis nogen skulle finde på at sige andet om f.eks. Helle Helle sker det enten under et vanvittigt pseudonym, som umuligt kan tages seriøst, eller i et perifert litterært nettidsskrift, men sjældent i den toneangivende dagbladskritik. Jeg hørte for nyligt Kirsten Hammann læse op af sin kommende bog, og jeg vil æde min gamle hat på, at den også får roser hele vejen rundt, når den bliver anmeldt på dagen. Det kan selvfølgelig være fordi, de nævnte forfattere faktisk har skabt (og fortsat skaber) stor og god prosakunst; men det kan samtidig være et udtryk for, at de anmeldere, som sidder på smagsløgene i de store dagblade, for en stor dels vedkommende tilhører en generation, som hilste halvfemsernes punktprosa, hverdagsminimalisme og stileksperimenter hjerteligt velkommen, et frisk pust ovenpå de kropsmodernistiske fattigfirsere. I al fald synes der i anmelderstaben at være mindre forståelse for og konsensus omkring kvaliteten af de litterære form- og stileksperimenter, som sker i den nye generation. Nina Søs Vinthers Hvis Helsinki er ifølge Lasse Horne Kjældgaard ”fortænkt og trættende” (se i øvrigt debatten her) Henriette E. Møller udnævnes af Lars Bukdahl som yndlingsaversion nr. 1 og popkunst á la Maja Lee Langvads og Kristina Nya Glaffeys er da fint og underholdende, bevares, men det batter jo ikke rigtigt noget. Endnu mindre forståelse er der for den litteratur, som arbejder flermedielt f.eks. via netmediet - det er som om, anmelderne ikke anser den slags for "rigtig" litteratur. Come on, siger jeg bare.
Der hersker bestemt en form for konsensus om den gode litteratur i dagbladskritikken, men den er ikke - som jeg forestiller mig Marianne Stidsen ønsker det - baseret på litteraturvidenskabelighed, snarere på en særlig anmeldergenerations præferencer.

Stilens magi

Jens Smærup Sørensen havde en vældig interessant pointe, da han på CPH.LITT.08 talte om Ned til hundene; nemlig at Helle Helles realisme først og fremmest er knyttet til stilen. Det provinsmiljø, som skildres i romanen er kun tilsyneladende almindeligt. Den skriveblokerede forfatter, som John og Putte kalder Bente, har taget rutebilen til et sted langt borte, til verdens ende, hvor der vist kun løber én vej, der er i hvert fald næsten ingen trafik, og alligevel er det lykkes samtlige personer i bogen at knalde ind i hinanden i et trafikuheld. Der ligger et spind af usandsynlighed til grund for hændelsesforløbet, man kunne også nævne lottokuponen og fløjtenissen eller den underliggende familieintrige, som er højdramatisk, men man læser det hele som om, det er vældig sandsynligt og realistisk. Derved kommer romanen også til at handle om stilens magi, om hvad stilen kan gøre ved et stof, hvordan Helle Helles minimalistiske sprogbehandling får os til at acceptere John og Puttes mærkværdige og usandsynlige verden som en del af vores egen. Der er sket et skred i forhold til Rødby-Puttgarden, hvis verden var alt andet end mærkværdig og usandsynlig.
Man kan høre hele samtalen mellem Jens Smærup Sørensen og Helle Helle med Kamilla Löfström som moderator her.

Kan is gøre det?

Av, jeg krummer tæer, dét er simpelthen så pinligt!
Og så siger Klaus Wivel...