motanaprisnomineringer og umoderne litterære trends ovre på eslunds blog - jeg giver mit besyv med:
Nu kan montanapriskomiteen velsagtens ikke holdes ansvarlig for folks realismehunger eller for journalistiske doku-drejninger og andre litterære trends. Til gengæld tænker jeg, at man nok bør tage montanaprisens eksistensberettigelse op til genovervejelse. For omtrent et år siden skrev Peter Nielsen:
"Sigtet med den nye litteraturpris er at honorere den litteratur, som det kræver en særlig indsats at producere. I et lille sprogområde som det danske og med et litterært marked, der har stadigt stærkere fokus på mainstream-litteratur og bestsellere, er det vigtigt at støtte den litteratur, som er med til at flytte grænser i folks bevidsthed og derigennem berige kulturen."
Dét synes jeg i grunden er et vældig sympatisk sigte for en ny og anderledes Litteraturpris. Mit spørgsmålet er så bare - til Mads og andre - hvorvidt de smukke modkulturelle visioner ligesom harmonerer med dette års nomineringer? Og hvis en del af ærindret virkelig er at forsvare bredden, sætte fokus på andet end mainstream, så er det da mystisk, at priskomiteen slet ikke finder et par kvindelige kandidater nomineringsværdige. Eller et par poeter. Nu fik Mette Moestrup selvfølgelig også prisen sidste år... kan der være en slags oscar-logik på spil? Eller er det faktisk sandt, som Nielsen skriver nedenfor, at skønlitteraturen har spillet fallit i 2007 - i al fald på den samfundskritiske front (hvad den så end er). Jeg er forvirret...
Nu har skønlitteraturen på ingen måde patent på at være samfundskritisk. Traditionelt har vi jo fag- og debatbøger til at skrive kritisk om samfundet. Men skønlitteraturen har derimod haft patent på en anden form for samfundskritik, nemlig den mere sprogkritiske og den, der stikker et lag dybere og blotlægger de forskydninger, der finder sted i forholdet mellem individ og samfund.
Og fordi skønlitteraturen traditionelt har den rolle, er det altid med spændte forventninger, man går til et nyt bogår for at læse om nye forsøg på at forstå menneskets og samfundets krinkelkroge. Men også for at afdække de skyggesider, som har svært ved at trænge frem i mediernes billede af verden, hvis de vel at mærke ikke lige er ledsaget af nyhedens eller sensationens motor.
Skønlitteraturen kan med andre ord spejle tidsånden på en mere vedvarende måde.
Her ved slutningen af bogåret 2007 kan man konkludere, at der er skrevet mange gode bøger i år, men at de mest opsigtsvækkende samfundskritiske værker ikke kommer fra skønlitteraturen. Vi har fået en række stærke fornyelser af hjemstavnslitteraturen i form af Jens Smærup Sørensens Mærkedage og Hans Otto Jørgensens Med plads til hundrede køer. To bøger som begge på mesterlig vis giver sprog til mere upåfaldende og stille eksistenser.
I mere eksplicit forstand står Peter Adolphsen med En million historier for det mest radikale forsøg på en demokratisk befrielse af bogen, hvor man som læser får præsenteret 10 sider, hver skåret i seks strimler, der så kan sættes sammen til, ja én million forskellige historier. Men hvad bliver den frisættelse af litteraturen så brugt til andet end bare at demonstrere sit eget projekt, spørger den kritiske læser?
Og lidt det samme kan man sige om Jeppe Brixvold, der med det store episke værk Forbrydelse og fremgang leverer et af de flotteste og modigste romanforsøg set i mange år, men som det efter de første forrygende 200 sider aldrig lykkes at overbevise sin læser om, hvorfor man egentlig skal læse hans historie, og hvorfor den nedskrivning af historien til et mytisk nulpunkt er nødvendig?
Eller omAdda Djørup, som i sin nye bog Hvis man begyndte at spørge sig selv er så herligt skæv og dygtig til at skrive noveller, at man lidt glemmer, hvad det er, hun egentlig vil med sine historier?
Den mest hudløse og ærlige fra bogåret 2007 er uden tvivl debutanten Kim Leines Kalak, der i en forunderlig komposition både er en incest-historie, en grønlandsk samtidsroman og et undersøgende selvportræt. Hvis han ikke får årets debutantpris på bogmessen i dag, er det en litterær katastrofe.
Det er imidlertid faglitteraturen, der i år mest overbevisende formår at være samfundskritisk. Peter Øvig Knudsen har med sine to bind om Blekingegadebanden ikke bare skrevet en levende dokumentarisk beretning om den berygtede røverbande, men formår samtidig at levere så meget nyt materiale, så vi for alvor må revidere vores opfattelse af 1970'ernes og 80'ernes venstrefløjshistorie og Blekingegadebandens forbindelse med internationalt terrornetværk.
Og Mads Brügger og Nikolaj Thomassen, der i en kras og voldsom bog, Grænseland, om Tøndersagen, ikke bare gør op med normal journalistisk praksis og hunger efter sensationer, men også formår at levere et stykke virkelighedsbeskrivelse set fra udkanten. Det er en bog, der har flyttet grænser for, hvordan man i det hele taget kan skrive sådan en bog og flytte mentale hegnspæle.
Det er herfra, fornyelsen kommer i år. Gad vide om disse forsøg også kommer til at smitte af på skønlitteraturen i de kommende år?
jeg skal gøre det kort
du har travlt, dét ved jeg
kort og knapt et øjeblik
hører du, jeg lover kort
og grønne skove er
al opmærksomheden værd
tøm glasset
søm det fast
til den stol
hvorpå du sidder
se så
hvor det sprænger
gennemsigtigheder
der mangler nogle tegn
når jeg skriver digte
det er ikke med vilje
at ingenting kommer
tegn udebliver
et punktum for eksempel
er ikke min fejl
jeg kan ikke gøre ved det
gør bare mit bedste mit
værste har eget liv
