Dicen que las princesas no tienen equilibrio, son tan sencibles que notan la rotación de la tierra. Dicen que son tan sencibles que enferman si están lejos de su reino, que hasta pueden morir de tristeza.
Sådan hedder det om Fernando León de Aranoas overfølsomme princesa, filmens ene eller egentlige hovedperson, que se llaman Caye – et navn, der præcist opsumerer det grundløse fald, der konstituerer Cayes liv (jf. datid af verbet caer: at falde). Om der bare fandtes et kongerige, som hun kunne længes efter at vende hjem til. Om der bare fandtes et fast fundament, en grund, som hun kunne stræbe efter at hvile fødderne på. Men det gør der ikke. Og derfor er Caye tvunget til at opdigte en anden virkelighed, en anden fremtid, der venter på hende. Sådan opfinder hun begrebet om den fremadrettede nostalgi:
¿Se podrá tener nostalgia de algo que aún no te ha pasado? Porque a mí a veces me pasa. Me pasa que me imagino cómo van a ser las cosas, con los chicos, por ejemplo, o con la vida en general. Y luego me da pena cuando me acuerdo de lo bonitas que iban a ser, porque iban a ser preciosas, en serio. Preciosas. Y luego cuando lo pienso me da nostalgia (...)
Tristhed på afbetaling... sikken metafor! Med en sproglig skarphed så hårfin som det knivsæg, Cayes eksistens balancerer på, udtaler metaforen det absurde i hendes livsprojekt: Caye arbejder som luder for at spare sammen til et par nye bryster, fordi "store bryster sælger bedre". Mage til nihilistisk håbløshed finder man end ikke hos Camus.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar