Ingen havde lagt mærke til mig. Jeg var ikke køn, snarere tynd og bleg og helt uden kvindelige former. Det var noget andet, der tiltrak sig opmærksomheden, da jeg krydsede langs sidelinien af fodboldspillet midt i skolegården.
—Hey du træder på banen!, råbte Christian irriteret. Han var klassens hårde dreng og den bedste til fodbold.
—Er du med eller er du ikke?
Jeg var holdt op med at spille fodbold med drengene. Det vidste Christian også udmærket godt. Det var efter den dag, det frikvarter, som brændte i min erindring. Det havde været usædvanlig varmt, den første dag i fjerde B efter sommerferien…
—B for Byens Bedste Børn!, råbte vi i kor mod A-klassen, da de smuttede først ud af døren.
—Byens Bedste Blebørn!, lød det tilbage.
—Andersen Allerbedste Aber!
—Ha, Ballerøve!
—Andemad!
—Store Babser...
Vi spillede altid klasse mod klasse. Den varme dag i begyndelsen af august var det B-klassen, der tabte, og Christian var blevet godt sur. Det var Karsten og Kalle også, for de blev altid det samme som Christian.
Det var ikke normalt, at pigerne spillede med. De fleste stod på sidelinien og heppede eller i krogene og sladrede to og to eller tre. Men jeg spillede med og også Marie og Mette, for vi var glade for fodbold og også ret gode til det. Af piger at være.
Sveden drev af os, da vi vendte tilbage til timen efter pausen. Vi skulle have orientering, sådan hed det i fjerde klasse, før det blev til biologi i overbygningen. Drengene smed deres våde T-shirts over stoleryggene, før de satte sig. Jeg trak min splinternye smarte sommertop op over hovedet. Den var lyserød uden ærmer, men med en hvid stribe i linningen, og så stod der Ball med hvid skrift henover mærket ved venstre bryst. Mor havde givet mig den som en ekstra skolestartsgave sammen med penalhuset og passeren, som vi skulle til at bruge i matematik.
Christian og Karsten begyndte at hviske og fnise. Det gjorde de tit, for de sad ved bord sammen nede bagerst i klasseværelset.
Vi havde fået tomandsborde efter sommerferien. Lærerne syntes, der var for meget uro, når vi sad i hestesko.
—Uro er ikke sundt for klimaet i klassen, sagde de.
Jeg havde været hundeangst for omrokeringen, for vi skulle selv vælge, hvem vi ville sidde ved siden af. Alle skulle skrive tre navne i prioriteret rækkefølge på en seddel og give den til klasselæreren. Så ville han, Ebbe, få pladserne til at gå op, så alle fik mindst ét af deres ønsker opfyldt. Det lovede han.
Men jeg vidste jo godt, at vi var et ulige antal i klassen. At der var én, som måtte sidde alene.
Ebbe løste problemet, oprettede et tremandsbord lige foran kateteret. Her kom jeg til at sidde længst til venstre sammen med Mette i midten og Marie på den anden side.
Nu begyndte Kalle også at fnise, og snart bredte denne fnisen sig som en hvisken hos alle i rummet. Alle undtagen mig. Først da Mette og Marie begyndte at røre på sig gik det op for mig, hvad der var sket. De havde begge beholdt deres toppe på.
—Man kan se hendes patter... hihi... hun har nøgne patter...
Christians stemme trængte igennem mylderet, og mine kinder forvandlede sig til en ildebrand. I en hurtig smerterefleks dækkede jeg den nøgne, flade brystkasse med hænderne, men det gjorde bare hele situationen værre. Klassen begyndte at grine højlydt, så orienteringslæreren til sidst måtte tysse.
—Shh... Kan vi få noget ro. Hvad sker der? Hvad griner I af?
Ingen svarede. Og jeg havde allerede trukket den lyserøde top tilbage over ørerne. Det var sidste gang, jeg spillede fodbold.
Nu krydsede jeg i stedet over skolegården langs sidelinien lige så usynlig, som jeg kunne gøre mig. Alligevel havde Christian set mig. Set at jeg trådte ind over stregen.
—Hey du træder på banen!, råbte Christian irriteret. Han var klassens hårde dreng og den bedste til fodbold.
—Er du med eller er du ikke?
Jeg var holdt op med at spille fodbold med drengene. Det vidste Christian også udmærket godt. Det var efter den dag, det frikvarter, som brændte i min erindring. Det havde været usædvanlig varmt, den første dag i fjerde B efter sommerferien…
—B for Byens Bedste Børn!, råbte vi i kor mod A-klassen, da de smuttede først ud af døren.
—Byens Bedste Blebørn!, lød det tilbage.
—Andersen Allerbedste Aber!
—Ha, Ballerøve!
—Andemad!
—Store Babser...
Vi spillede altid klasse mod klasse. Den varme dag i begyndelsen af august var det B-klassen, der tabte, og Christian var blevet godt sur. Det var Karsten og Kalle også, for de blev altid det samme som Christian.
Det var ikke normalt, at pigerne spillede med. De fleste stod på sidelinien og heppede eller i krogene og sladrede to og to eller tre. Men jeg spillede med og også Marie og Mette, for vi var glade for fodbold og også ret gode til det. Af piger at være.
Sveden drev af os, da vi vendte tilbage til timen efter pausen. Vi skulle have orientering, sådan hed det i fjerde klasse, før det blev til biologi i overbygningen. Drengene smed deres våde T-shirts over stoleryggene, før de satte sig. Jeg trak min splinternye smarte sommertop op over hovedet. Den var lyserød uden ærmer, men med en hvid stribe i linningen, og så stod der Ball med hvid skrift henover mærket ved venstre bryst. Mor havde givet mig den som en ekstra skolestartsgave sammen med penalhuset og passeren, som vi skulle til at bruge i matematik.
Christian og Karsten begyndte at hviske og fnise. Det gjorde de tit, for de sad ved bord sammen nede bagerst i klasseværelset.
Vi havde fået tomandsborde efter sommerferien. Lærerne syntes, der var for meget uro, når vi sad i hestesko.
—Uro er ikke sundt for klimaet i klassen, sagde de.
Jeg havde været hundeangst for omrokeringen, for vi skulle selv vælge, hvem vi ville sidde ved siden af. Alle skulle skrive tre navne i prioriteret rækkefølge på en seddel og give den til klasselæreren. Så ville han, Ebbe, få pladserne til at gå op, så alle fik mindst ét af deres ønsker opfyldt. Det lovede han.
Men jeg vidste jo godt, at vi var et ulige antal i klassen. At der var én, som måtte sidde alene.
Ebbe løste problemet, oprettede et tremandsbord lige foran kateteret. Her kom jeg til at sidde længst til venstre sammen med Mette i midten og Marie på den anden side.
Nu begyndte Kalle også at fnise, og snart bredte denne fnisen sig som en hvisken hos alle i rummet. Alle undtagen mig. Først da Mette og Marie begyndte at røre på sig gik det op for mig, hvad der var sket. De havde begge beholdt deres toppe på.
—Man kan se hendes patter... hihi... hun har nøgne patter...
Christians stemme trængte igennem mylderet, og mine kinder forvandlede sig til en ildebrand. I en hurtig smerterefleks dækkede jeg den nøgne, flade brystkasse med hænderne, men det gjorde bare hele situationen værre. Klassen begyndte at grine højlydt, så orienteringslæreren til sidst måtte tysse.
—Shh... Kan vi få noget ro. Hvad sker der? Hvad griner I af?
Ingen svarede. Og jeg havde allerede trukket den lyserøde top tilbage over ørerne. Det var sidste gang, jeg spillede fodbold.
Nu krydsede jeg i stedet over skolegården langs sidelinien lige så usynlig, som jeg kunne gøre mig. Alligevel havde Christian set mig. Set at jeg trådte ind over stregen.
