I søvne

når dit ben svinger dovent over min hofte,
når vi vrøvler, ler,
når græsset er grønnere,
når jeg, ligesom lam, siger "mæh"

Mellem laks og læbe

et hjerte fuld af laks, laks aks ks s Læbe.

Pia stavrer

Pia stavrer. Fra toilettet tilbage til bordet er der cirka fem meter. Det er nok til at blive set. Jeg trækker stolen ud, hurtigt, og hun dumper ned i sædet med et støn. Kroppens alt for mange kilo er besværlige at bære rundt på. I dagens anledning har Pia kjole på, lyserød med v-udskæring og gennemsigtigt tyl fra gulvlængden til op over låret, overvægtigheden til trods.
Det er familiefest i golfklubben, onkel Poul fylder 40.
—Du har noget dér, på hagen, noget rødt!
Pia stikker pegefingeren helt op i mit ansigt.
—Hvad er det for noget, er det et udslæt? Prøv og se, er det ikke rigtigt, hun har noget dér, på hagen?
Pia henvender sig til hele bordet, jeg smiler forlegent.
—Jeg tror altså, der er noget i maden, du ikke kan tåle, Anna!
Pia kaster stofservietten ned i tallerkenen og skubber hele molevitten fra sig.
—Ad, hvor ulækkert!
Stemmelejet ligger decibel over normalen.
Men så, pludseligt, begynder Pia at hulke. Hun er bange for, udslættet kan være alvorligt. At måske skal jeg dø af det?
Folk klapper, der kommer en sang ind. Det er én af de festlige, hvor alle kvinder og alle mænd skal rejse sig på skift og synge nogle linier. Så bliver det en battle mellem kønnene. Pia kan ikke læse teksten, skrifttypen er for lille, hun klumrer og kan slet ikke følge med. Når jeg holder hende i armen, går det bedre. Bagefter stavrer hun ud for at ryge, man må ikke ryge indenfor.
Det er klart, hun har drukket, det kan alle da se. Da først dansegulvet bliver åbnet, og hun gramser rundt på mændene, én efter én griber hun, Pia griber efter pikke, og gnider sig op ad dem. Det er det sjoveste den aften, at Pia er så plakatfuld. Det griner alle af. Alle mændene vil danse, og hun tager imod, hygger sig bedre end nogensinde. Der intet ondskabsfuldt i det. For det er jo, hvad der kan ske, at en eller anden får for meget, og på en måde er det dén skandale, alle håber på; at det så i aften blev Pia, tænker ingen videre over. Ingen tænker over, at der stikker noget under, noget dybere, noget ligesom forudsættende: en angst hun dulmer, og at det ikke kun er i aften. Pia er min mor.

Tiltrækningskraft

Der er ingen musik i rummet, ingen
atmosfære, ingen
svingninger
at sætte i og ingen
affekt, men lufttomt,
et vakuum, vi
danser tæt.

Cut it out

Hvor er det dog trist. Hvor er det kedsomt at leve. Og at du siger, du elsker mig, gør intet bedre, sandere eller vi, nærmere hinanden. Intet gør det bedre at leve, elske, skrive om det, som om det var godt, mens det andet var bedre eller kunne være.
Jeg tror hverken på fremskridt eller på andetheder; kun på stilstande og dét kun en gang imellem. For det meste bevæger verden sig, ligesom jeg bevæger mig, og sådan lever alt sammen sammen. Stop. Nej. Det er ikke sådan at stoppe.

stjernedrømme

jeg kunne kalde dig / cassiopeia / og føle / fjernebilleder / ikke var længere væk end et skud og hoftebenene / dine / kløfter / taget under mig

it moves me

det berører mig

det bevæger mig

det flytter mig

OCD for show

Han siger, jeg skal opereres. Han må fjerne den dårlige åre, som løber fra lysken og ned. Det kræver et snit på cirka fem til syv centimeter. Den store overfladiske vene på låret har utætte klapper, så den vil han også anbefale, at vi trækker ud.

Problemet er ikke kun kosmetisk.
Speciallægen tegner og fortæller i sorttuscherede streger henover venstrebenets blå, ødemagtige steder. Trykker jævnligt til ved lysken, så det giver de rødlige udslag på ultralydsbilledet. Se, dér stopper venen til!
Jeg svajer let.
Jeg kan være helt rolig, forsikrer han og nævner nogle procentsatser, samt at operationen foregår i lokalbedøvelse. Arret bliver næsten ikke at se.
Hvordan med min mor. Har hun haft åreknuder?
Det har hun, haft mange. Og jeg husker alt for tydeligt, hvordan blodet brød ud i ligesom rhizomorfe strukturer fra de blåviolette knudemyoser i haserne. Husker mor gå rundt i årevis med støttestrømper og i lange busker, selv om sommeren. Husker skammen ved noget så grimt og den dunken, alt dét, jeg ikke fortæller. Nikker bare.
Ja, så er det nok genetisk, konstaterer han. Jeg er ung, og det er ikke normalt med åreknuder i min alder. Der er forøget risiko for blodpropper, skal han informere om. Han tror nu ikke, det sker i mit tilfælde. Er jeg allergisk? Tager jeg p-piller? Ryger jeg?
Jeg bliver dårlig af al den spørgen og tegnen og snakken og pegen. Skærmens blå og røde farver giver ingen mening, flyder sammen som i prikker for mine øjne, så kommer kvalmen, og jeg tænker, jeg besvimer, jeg kan

som en lussing gennem rummet, før jeg kommer til bevidsthed og fornemmer al ståhejet. Speciallægen er meget ophidset, har tilsyneladende hidkaldt en sygeplejerske. Jeg ligger på gulvet og ved, jeg må forklare… siger, det er noget psykisk, bare tanken om blodets dunken. Siger, det er selve bevidstheden om pulsen og så skrøbelig, den er, når åren slår knuder og dunker og kæmper sig synlig under huden. Som om den vil ud. Som om livet vil ud af mig...
Han bare glor.
Sygeplejersken har noget beroligende i hånden, men afventer.
Så fortæller jeg om knæoperationen, som jeg var igennem for år tilbage. Peger på arret ved venstre knæ. Siger, det tog halvanden time i lokalbedøvelse. Siger, der var komplikationer, og oplevelsen var noget traumatisk…
Han nikker og siger, at så vil han bestemt anbefale, at jeg kommer i fuld narkose. Den slags gør de på Rigshospitalet, jeg kan selv bestille tid. Han skriver en henvisning, og jeg kan gå hjem og tænke over det.

Alene tilbage i konsultationen bakser jeg endnu en rum tid med at trække de forpulede, kropsnære jeans tilbage om hofterne. Skammer mig.

*

Senere. Dine hænder kolde og fortrolige. Lindrende mod lysken og andre ømme steder, vi elsker om natten. Af blå og bar berøring.

helt kort

jeg skal gøre det kort
du har travlt, dét ved jeg
kort og knapt et øjeblik
hører du, jeg lover kort
og grønne skove er
al opmærksomheden værd

rimfrost (lejlighedsdigt)

tøm glasset
søm det fast
til den stol
hvorpå du sidder
se så
hvor det sprænger
gennemsigtigheder

der mangler nogle tegn

der mangler nogle tegn
når jeg skriver digte
det er ikke med vilje
at ingenting kommer
uinspireret
tegn udebliver
et punktum for eksempel
er ikke min fejl
jeg kan ikke gøre ved det
gør bare mit bedste mit
værste har eget liv

sætningslede

tør du sige, hvordan du er min egen, min sætning?

os

vi er ikke hensynsløse
vi lytter til
hører os
til

Sofie

Sofie har altid set op til Nina. Nina scorer alle de fyre, hun har lyst til - bare vipper og vipper med øjenvipperne. En gang i gymnasiet, til en fest, de var blevet godt fulde, kyssede de hinanden. Det tænker Sofie tit på, selvom det er længe siden nu. Sofie har ingen mand, hun kan ikke finde ud af det med kærligheden. Sidder og spiser en ostemad.

What's Up?

Han kunne ikke have sagt det anderledes. Det lå ikke til ham. Hans facon var brutal, uden hensyn til andet end det, han ville kommunikere.
—Klokken er 15.33, og du er anholdt.
Jeg gjorde ingen modstand, da hans makker pressede mig ind i patruljevognen. Han skubbede mit hoved forrest, så kroppen fik overbalance og dumpede ind på bagsædet, bagbunden.
—Du har ret til en advokat. Alt, hvad du siger, kan blive brugt imod dig.
Det var som om, den sidste time af mit liv var forsvundet, mørklagt, før jeg vidste af det, satte patruljevognen i ny bevægelse.

Se, en kvinde

Ingen havde lagt mærke til mig. Jeg var ikke køn, snarere tynd og bleg og helt uden kvindelige former. Det var noget andet, der tiltrak sig opmærksomheden, da jeg krydsede langs sidelinien af fodboldspillet midt i skolegården.
—Hey du træder på banen!, råbte Christian irriteret. Han var klassens hårde dreng og den bedste til fodbold.
—Er du med eller er du ikke?
Jeg var holdt op med at spille fodbold med drengene. Det vidste Christian også udmærket godt. Det var efter den dag, det frikvarter, som brændte i min erindring. Det havde været usædvanlig varmt, den første dag i fjerde B efter sommerferien…
—B for Byens Bedste Børn!, råbte vi i kor mod A-klassen, da de smuttede først ud af døren.
—Byens Bedste Blebørn!, lød det tilbage.
—Andersen Allerbedste Aber!
—Ha, Ballerøve!
—Andemad!
—Store Babser...
Vi spillede altid klasse mod klasse. Den varme dag i begyndelsen af august var det B-klassen, der tabte, og Christian var blevet godt sur. Det var Karsten og Kalle også, for de blev altid det samme som Christian.
Det var ikke normalt, at pigerne spillede med. De fleste stod på sidelinien og heppede eller i krogene og sladrede to og to eller tre. Men jeg spillede med og også Marie og Mette, for vi var glade for fodbold og også ret gode til det. Af piger at være.
Sveden drev af os, da vi vendte tilbage til timen efter pausen. Vi skulle have orientering, sådan hed det i fjerde klasse, før det blev til biologi i overbygningen. Drengene smed deres våde T-shirts over stoleryggene, før de satte sig. Jeg trak min splinternye smarte sommertop op over hovedet. Den var lyserød uden ærmer, men med en hvid stribe i linningen, og så stod der Ball med hvid skrift henover mærket ved venstre bryst. Mor havde givet mig den som en ekstra skolestartsgave sammen med penalhuset og passeren, som vi skulle til at bruge i matematik.
Christian og Karsten begyndte at hviske og fnise. Det gjorde de tit, for de sad ved bord sammen nede bagerst i klasseværelset.
Vi havde fået tomandsborde efter sommerferien. Lærerne syntes, der var for meget uro, når vi sad i hestesko.
—Uro er ikke sundt for klimaet i klassen, sagde de.
Jeg havde været hundeangst for omrokeringen, for vi skulle selv vælge, hvem vi ville sidde ved siden af. Alle skulle skrive tre navne i prioriteret rækkefølge på en seddel og give den til klasselæreren. Så ville han, Ebbe, få pladserne til at gå op, så alle fik mindst ét af deres ønsker opfyldt. Det lovede han.
Men jeg vidste jo godt, at vi var et ulige antal i klassen. At der var én, som måtte sidde alene.
Ebbe løste problemet, oprettede et tremandsbord lige foran kateteret. Her kom jeg til at sidde længst til venstre sammen med Mette i midten og Marie på den anden side.
Nu begyndte Kalle også at fnise, og snart bredte denne fnisen sig som en hvisken hos alle i rummet. Alle undtagen mig. Først da Mette og Marie begyndte at røre på sig gik det op for mig, hvad der var sket. De havde begge beholdt deres toppe på.
—Man kan se hendes patter... hihi... hun har nøgne patter...
Christians stemme trængte igennem mylderet, og mine kinder forvandlede sig til en ildebrand. I en hurtig smerterefleks dækkede jeg den nøgne, flade brystkasse med hænderne, men det gjorde bare hele situationen værre. Klassen begyndte at grine højlydt, så orienteringslæreren til sidst måtte tysse.
—Shh... Kan vi få noget ro. Hvad sker der? Hvad griner I af?
Ingen svarede. Og jeg havde allerede trukket den lyserøde top tilbage over ørerne. Det var sidste gang, jeg spillede fodbold.
Nu krydsede jeg i stedet over skolegården langs sidelinien lige så usynlig, som jeg kunne gøre mig. Alligevel havde Christian set mig. Set at jeg trådte ind over stregen.

Fra kaninlortelunden

Tove samler kaninlort. En for en af de sorte piller og putter dem i kræmmerhuset, hun har foldet af brunt papir. Så ligner det de spejderhagl, man kan købe hos Købmand Larsens. Om høsten når de har været ude at skokke neg, så får de de 25 øre til slik. Så skal de få, de lortedrenge.
Her har hun fundet et sted, hvor der er mange, en lysning i skoven. Kaninlortelunden smiler hun skævt. Hun er med på det sort-hvide snapshot af familien samlet dér.
Hun leger, hun er tretten år, at det får de konsekvenser, at hun sådan har gennemskuet. At hun ved, de vil løbe efter hende i frikvarteret, hive hende i nakkehåret og stjæle spejderhagl. Det er nærmest blevet en fast rutine, et ritual, hun kan ikke sige sig fri for, de skide drillerier. Hun får udslæt af dem.
Hun skal ikke tage det så tungt, siger Axel, han har selv været dreng. Han siger, at sådan er de drenge, de laver sjov. Det er deres måde og de vilkår, der er, de ændrer sig ikke stort. At hun er et kønt stykke kvie, griner han, mens han kildrer hende i siden, under armen og helt op i armhulen. Det kommer Tove til at skraldgrine af. Ligefrem så øjnene væder. Det er sådan, de virker, de nerver og muskelreflekser, de er hendes form for overfølsomhed.
Axel får pludselig travlt, der er faldet et hegn ude i engene. Han må af sted sammen med karlen.

Har Axel ret i det?
Axels livserfaring taler for det. Dén har han, dén kan man ikke sige ham imod. Og Tove er ikke deres første hjemme.
Der har været to piger, Kirsten og Elsebeth. De er begge i hus og kommer kun hjem i helligdagene. Så er der også lillebror, Poul, med 11 måneder imellem. Tove er foran, det kommer pigerne som regel i puberteten. Det er den overfølsomme alder.
Hun har opgivet at sige imod. Det er hendes måde at reagere på. At kroppen ændrer sig, er noget fysisk for hende.
Hun tænker, mens hun samler, at hun ikke vil sige noget, at hun bare vil se, hvordan de reagerer. Hun vil se logikken i det, at det kan gå ligesom galt. Fordi hun har samlet dét lort.

Det tager hun på sig, tager det med sig hen i skolen, hun er forberedt.

De løser ligninger. De er ikke nået til anden grads, Hr. Jørgensen læser de første eksempler fra bogen. Tove har ingen forstand på matematik, hun kan ikke sidde stille. Så er det sket, så kan hun heller ikke koncentrere sig om tallene. At de pludselig skal være bogstaver, x og y, forstår hun ikke. Det er grundlæggende og ligesom fjollet, hun er stået af.
Hun dagdrømmer.

Værnepligt

Han hader det som pesten, når hun ikke skriver tilbage. Ikke skriver med det samme, når han skal vente på det. Om der overhovedet kommer noget, om hun vil, når det kommer til stykket. Om han ser hende igen.
Der skal ingen tid til, så kommer det.
Han er rastløs, arbejder i ét langt væk. Nu renser han sit garantgevær, skiller det ad og finpudser til metalstykkerne skinner, til det første er spejlblankt og så videre til det næste. Bagefter støvlerne. Det er han hurtig til. Det er det, at han får noget fra hånden, der tæller.
Klik, klik, klik, klik.
Det er dårligt, det han skriver. Eriks sprog er dårligt. Han har ingen øvelse i det, intet håndværk at forbinde det med. Han ved ikke, om han egentlig nyder at skrive de breve, om han lægger den følelse i det. Det har han aldrig tænkt over. Han gør det, fordi han tror, hun gerne vil have det. At det er sådan man gør, når man bejler på afstand. Når man aftjener værnepligt, han er inde på Jægersborg kaserne, hun er i Århus. På Århus kommunehospital, i hvid kittel og hele tjavsen.
Der er et billede, hvor hun smiler så sødt. Krøllet og gulligt i kanten, det er nok derfor. At han skriver de breve, tumler med dem. Har han skrevet noget forkert, noget hun ikke bryder sig om.
Han er ikke i tvivl om, at han er forelsket.
Så bliver det dét, det hele betyder. Alle lydene og den afstand, intervallerne imellem dem. Det bliver det centrale, dét, det hele drejer sig om. Så hedder hun Tove.

Wannabe, kap 1.

Erik klemmer til, han nærmest river i den. Med hånden kan han mærke, han mærker med den venstre. Maskinen er klar i den højre, hun er ren, det har han så forsikret sig for. Før han sætter pattekopperne på, begge hænder i højt tempo.
Så giver det det svup, den lyd, den er velkendt.
Men hvis vi lytter efter, hvis vi tager os tid til det. Kan vi høre, at det alligevel skrider noget langsommere, end han er vant til. At de lyder anderledes, de svup. En smule forskudte, som gamle riller i knitrende Lp'er, at det gør den forskel, Erik ikke ser, han hører, han klemmer og river sig til.
Det tror vi.

Nummer 41 har fået den yverbetændelse. Det var Knud, der opdagede det. Han kom hjem og hjalp til ved eftermiddagsmalkningen i går. Det er bare et besøg. Knud er karl ovre ved Peter Simonsen. Det er snart et halvt år siden, han kom derover. Erik har de til gengæld beholdt derhjemme på Bækgården. De er tvillinger, Knud og Erik, enæggede og 14 år, men de er skilt ad. For første gang er de karl hver deres sted.
Det må de være forsigtige med, det med betændelsen, har Erik fået besked på af Jørgen Lassen. Eller var det en af brødrene, de store, Andreas eller Hans der sagde det. Det kan han ikke huske. Det var efter, læge Dejgård var gået, og han blev sendt i stalden.
Han røgter alene, det er den morgen. Hvor han skal være ekstra grundig, at betændelsen ikke har bredt sig. At hun skal smøres med vaseline, nummer 41, når han har malket hende ud. Det er det særlige ved den morgen. At Knud er hjemme, og at nummer 41 har den yverbetændelse. At det må Erik tænke på, mens Knud sidder derinde i huset.
Det kan han ikke holde ud at tænke på.
At Knud sidder derinde i huset, på det værelse, ved siden af sengen, at han holder Mors hånd. At de alle sammen gør. At de har den mulighed. At de kan være sammen om det, Jørgen Lassens: Andreas og Hans. Og Birte og Agnes. Birte er også hjemme i tiden, uden Søren Peter og børnene. Dem passer Faster.
Og Knud.
Måske siger hun noget til ham i et klart øjeblik, stryger ham over håret. Det forestiller han sig, men kun et splitsekund. Før han river det ud og kaster sig over det næste.
Svup, svup, svup, svup.
Så ruller det tilbage, bliver ved, ruller ind over ham som en kvalme, som en feber over panden, det er de svedperler. De slører synet. For de er jo de yngste. De er jo a drenge. Det er sådan, man altid har sagt. Det er den tid efter krigen og de tvillinger. Så stryger hun Knud over håret. Det er jalousien, der ruller, den mangel på nærvær. At Erik ikke er der. Han malker.
Erik er den yngste. Han er sædefødt. Men det kunne lige så godt have været omvendt. Endt galt. Den historie har man tit fortalt ham. At han aldrig var blevet til noget. At han var så blå i ansigtet, da han endelig kom ud og manglede ilt, det ved man aldrig, hvis ikke Knud havde banet vejen. Hvis ikke Knud havde udvidet det skød.
Mors skød.
Det var de fælles om. At Erik så alligevel kom til at trække vejret. At hjernen ikke tog skade. Det havde ingen regnet med. Ingen på Bækgården havde regnet med det. At han på den måde er et mirakel.

Det sad i maven, i tarmsystemet. Nu har det bredt sig. Ikke pludseligt. De har vidst det nogen tid. Nogle år.
Men hvordan med Petra Mariane. Hvor længe har hun vidst det.
Hun har sparet dem for det, så længe hun kunne. Så længe det ikke var til at se. Til sit yderste. Hun har sparet dem for den viden, den angst, de lever med. At det kan blive når som helst. At det kan blive i dag, ved daggry, mens Erik røgter.
Det er noget ved hende. At hun forstår at spare. Det har hun altid gjort, så længe han kan huske. Hun sparer andre mennesker, ligesom hun sparer på pengene. Det er en slags rigdom, hun har. Han synes næsten, han kan høre hende tværs over gårdspladsen. Hendes febervildelse. At hun er vågen nu. At hendes ansigt ligesom fortrækker sig. De mørke øjne vender det hvide ud. Dybt inde i hulerne. Og så den blege hud. At det er den smerte, man kan se. Det er den hvidhed, man kan tage og føle på.
Den har han brug for at se, at føle, han magter ikke lyden. Ikke lyden alene.
Så kommer den stilhed.

Fralandsvind

at elske
som når vi ånder ens
som abrupte rytmer
som luft
at vi hiver den ind
at vi slipper en vind
og at vi griner
- henrykte -
af os selv
- igen!