OCD for show

Han siger, jeg skal opereres. Han må fjerne den dårlige åre, som løber fra lysken og ned. Det kræver et snit på cirka fem til syv centimeter. Den store overfladiske vene på låret har utætte klapper, så den vil han også anbefale, at vi trækker ud.

Problemet er ikke kun kosmetisk.
Speciallægen tegner og fortæller i sorttuscherede streger henover venstrebenets blå, ødemagtige steder. Trykker jævnligt til ved lysken, så det giver de rødlige udslag på ultralydsbilledet. Se, dér stopper venen til!
Jeg svajer let.
Jeg kan være helt rolig, forsikrer han og nævner nogle procentsatser, samt at operationen foregår i lokalbedøvelse. Arret bliver næsten ikke at se.
Hvordan med min mor. Har hun haft åreknuder?
Det har hun, haft mange. Og jeg husker alt for tydeligt, hvordan blodet brød ud i ligesom rhizomorfe strukturer fra de blåviolette knudemyoser i haserne. Husker mor gå rundt i årevis med støttestrømper og i lange busker, selv om sommeren. Husker skammen ved noget så grimt og den dunken, alt dét, jeg ikke fortæller. Nikker bare.
Ja, så er det nok genetisk, konstaterer han. Jeg er ung, og det er ikke normalt med åreknuder i min alder. Der er forøget risiko for blodpropper, skal han informere om. Han tror nu ikke, det sker i mit tilfælde. Er jeg allergisk? Tager jeg p-piller? Ryger jeg?
Jeg bliver dårlig af al den spørgen og tegnen og snakken og pegen. Skærmens blå og røde farver giver ingen mening, flyder sammen som i prikker for mine øjne, så kommer kvalmen, og jeg tænker, jeg besvimer, jeg kan

som en lussing gennem rummet, før jeg kommer til bevidsthed og fornemmer al ståhejet. Speciallægen er meget ophidset, har tilsyneladende hidkaldt en sygeplejerske. Jeg ligger på gulvet og ved, jeg må forklare… siger, det er noget psykisk, bare tanken om blodets dunken. Siger, det er selve bevidstheden om pulsen og så skrøbelig, den er, når åren slår knuder og dunker og kæmper sig synlig under huden. Som om den vil ud. Som om livet vil ud af mig...
Han bare glor.
Sygeplejersken har noget beroligende i hånden, men afventer.
Så fortæller jeg om knæoperationen, som jeg var igennem for år tilbage. Peger på arret ved venstre knæ. Siger, det tog halvanden time i lokalbedøvelse. Siger, der var komplikationer, og oplevelsen var noget traumatisk…
Han nikker og siger, at så vil han bestemt anbefale, at jeg kommer i fuld narkose. Den slags gør de på Rigshospitalet, jeg kan selv bestille tid. Han skriver en henvisning, og jeg kan gå hjem og tænke over det.

Alene tilbage i konsultationen bakser jeg endnu en rum tid med at trække de forpulede, kropsnære jeans tilbage om hofterne. Skammer mig.

*

Senere. Dine hænder kolde og fortrolige. Lindrende mod lysken og andre ømme steder, vi elsker om natten. Af blå og bar berøring.