Viser opslag med etiketten Kollektivt anonymt. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Kollektivt anonymt. Vis alle opslag

mandag den 14. april 2008

Flermedialitet

Digital litteratur og trykte bøger er ikke to af hinanden uafhængige medier, men snarere hinandens forudsætninger. Vi må tænke det litterære værkbegreb flermedielt.

Selvom Martin Johansen gør et glimrende forsøg, kan man vanskeligt beskrive Mette Moestrups digitale projekt ”Kollektivt, anonymt” uden først at beskrive dets på-papir-trykte forgænger ”Primitivt, privat” publiceret i kingsize (2006) – og lur mig om ikke Moestrup selv lægger op til sammenstillingen, når hun lader projekttitlerne alludere så sigende syntaktisk til hinanden. Det post-koloniale koncept bag de to projekter er nemlig stort set det samme og aldeles sprognørdede: Mette Moestrup finder, på rejser til henholdsvis Grønland og Argentina (lande som på den ene eller anden måde er indviklet i et post-kolonialt forhold), eksotiske opslagsværker, henholdsvis Knud Rasmussens ”Adglerneq – 500 Leveregler, gamle Ord og Varsler” (1979) og en ordbog over et næsten uddødt indiansk sprog i ”The Tehuelches Indians. A Disapearing Race” af den argentinske opdagelsesrejsende Ramón Lista (1894), som så at sige tilhører de ”fremmede” kulturer. Herefter udvælger hun nogle fragmenter efter intuitivt-systematiske principper, oversætter og alfabetiserer dem og skriver sande udsagn henover dem. I ”Primitivt, privat” er det digteren alene, der udfører skriveprocessen. Hun reflekterer over erfaringen i et mailinterview til tidsskiftet Ildfisken:

”Fragmenterne fik indflydelse på, hvad jeget kunne sige – hvad jeg kunne bruge af selvbiografisk materiale – og jeg oplevede, at jeg sagde noget andet end hvad, jeg "selv" ville have valgt at sige i en … egentlig privat sammenhæng. Man kunne sige: Jeget var ikke frit, pga. fragmenterne. De primitive fragmenter satte så at sige dagsordnen for de private udsagn.”

Det er præcis denne erfaring af at lade sig styre, lade sig kolonialisere af og indoptage det fremmede stof – eller, kunne man sige, erfaringen af at reflektere ud fra en post-kolonial selvkritik vinkel – Mette Moestrup tilbyder os i sit aktuelle digitale projekt. ”Kollektivt, anonymt” er ikke noget man læser, men noget man skriver, det er en måde at tænke på, som et selvkritisk skrivende fællesskab. Og derfor er det litterære værk hverken afgrænset til bogen kingsize, til netsiden kollektivt-anonymt.dk eller til Roskilde bibliotek. Mette Moestrups værk er snarere en sprognørdet tænkemåde, som vokser og lever i flere forskellige former og medier, og som derigennem spredes til flere forskellige mennesker, til du og jeg.

Information.dks artikelserie Elektroniske ord sætter et tiltrængt fokus på den digitale litteratur. Det er, foruden Christian Yde Frostholms ugentlige Livet på nettet i Weekendavisen, det eneste sted i den danske presse, man kan læse om den slags. Men dér hvor litteraturens fremtid for alvor bliver potent er i spændvidden mellem medier, i det øjeblik også litteraturkritikken indser, at værket ikke nødvendigvis er enten digitalt eller trykt, men at det lever som flermedielle hændelser.

onsdag den 9. april 2008

Mellem laks og læbe

et hjerte fuld af laks, laks aks ks s Læbe.