mandag den 14. april 2008

Flermedialitet

Digital litteratur og trykte bøger er ikke to af hinanden uafhængige medier, men snarere hinandens forudsætninger. Vi må tænke det litterære værkbegreb flermedielt.

Selvom Martin Johansen gør et glimrende forsøg, kan man vanskeligt beskrive Mette Moestrups digitale projekt ”Kollektivt, anonymt” uden først at beskrive dets på-papir-trykte forgænger ”Primitivt, privat” publiceret i kingsize (2006) – og lur mig om ikke Moestrup selv lægger op til sammenstillingen, når hun lader projekttitlerne alludere så sigende syntaktisk til hinanden. Det post-koloniale koncept bag de to projekter er nemlig stort set det samme og aldeles sprognørdede: Mette Moestrup finder, på rejser til henholdsvis Grønland og Argentina (lande som på den ene eller anden måde er indviklet i et post-kolonialt forhold), eksotiske opslagsværker, henholdsvis Knud Rasmussens ”Adglerneq – 500 Leveregler, gamle Ord og Varsler” (1979) og en ordbog over et næsten uddødt indiansk sprog i ”The Tehuelches Indians. A Disapearing Race” af den argentinske opdagelsesrejsende Ramón Lista (1894), som så at sige tilhører de ”fremmede” kulturer. Herefter udvælger hun nogle fragmenter efter intuitivt-systematiske principper, oversætter og alfabetiserer dem og skriver sande udsagn henover dem. I ”Primitivt, privat” er det digteren alene, der udfører skriveprocessen. Hun reflekterer over erfaringen i et mailinterview til tidsskiftet Ildfisken:

”Fragmenterne fik indflydelse på, hvad jeget kunne sige – hvad jeg kunne bruge af selvbiografisk materiale – og jeg oplevede, at jeg sagde noget andet end hvad, jeg "selv" ville have valgt at sige i en … egentlig privat sammenhæng. Man kunne sige: Jeget var ikke frit, pga. fragmenterne. De primitive fragmenter satte så at sige dagsordnen for de private udsagn.”

Det er præcis denne erfaring af at lade sig styre, lade sig kolonialisere af og indoptage det fremmede stof – eller, kunne man sige, erfaringen af at reflektere ud fra en post-kolonial selvkritik vinkel – Mette Moestrup tilbyder os i sit aktuelle digitale projekt. ”Kollektivt, anonymt” er ikke noget man læser, men noget man skriver, det er en måde at tænke på, som et selvkritisk skrivende fællesskab. Og derfor er det litterære værk hverken afgrænset til bogen kingsize, til netsiden kollektivt-anonymt.dk eller til Roskilde bibliotek. Mette Moestrups værk er snarere en sprognørdet tænkemåde, som vokser og lever i flere forskellige former og medier, og som derigennem spredes til flere forskellige mennesker, til du og jeg.

Information.dks artikelserie Elektroniske ord sætter et tiltrængt fokus på den digitale litteratur. Det er, foruden Christian Yde Frostholms ugentlige Livet på nettet i Weekendavisen, det eneste sted i den danske presse, man kan læse om den slags. Men dér hvor litteraturens fremtid for alvor bliver potent er i spændvidden mellem medier, i det øjeblik også litteraturkritikken indser, at værket ikke nødvendigvis er enten digitalt eller trykt, men at det lever som flermedielle hændelser.

2 kommentarer:

Anonym sagde ...

Det er ret fantastisk og alt for sjældent set at et stykke digital litteratur bliver undet anmeldelsesplads. Og når anmeldelsen så ligefrem bliver læst. Og kommenteret! Jeg vil dog sætte spørgsmålstegn ved placeringen af Helle Juhl Lassens indlæg på information.dk under overskriften ”debat” da jeg svært ser hvor den egentlig uenighed med undertegnedes anmeldelse af Mette Moestrups ’Kollektivt, Anonymt’ ligger. Jeg vil imidlertid godt lege med; men ikke så meget ved kun at sige Helle Juhl Lassen imod som mere os begge to.

Helle Juhl Lassen synes at mene at det er uinteressant at tale om digital litteratur uden også at tale om den analoge (den på papir) og i særdeleshed spændingsfeltet mellem de to – flermedialitet. Det kunne anmeldelsen have gjort bedre ved at have nævnt teksten ’Primitivt, privat’ fra Moestrups papirværkede ’Kingsize’. Så afgjort en relevant reference, men ikke en der i denne anmelders øjne er nødvendig for at beskrive eller vurdere kvaliteten af ’Kollektivt, Anonymt’, der er så rigeligt prægnant i sig selv, og som fint kunne være objekt for Helle Juhl Lassens glimrende analyse uden et ord nævnt om ’Primitivt, privat’.

Derfor her en problematisering af ideen om flermedialitet og digital og analog litteratur som hinandens forudsætninger. Historisk kan digital litteratur næppe forstås som forudsætning for analog; nu til dags – nuvel; analog som forudsætning for digital – absolut. Men er det ikke en vel dualistisk tankegang der siger at vi hele tiden skal huske på begge af tekstens inkarnationer? Hvad hvis man tog den skridtet videre og tænkte at når nu de er så smovset ind i hinanden; hvorfor så ikke bare snakke om det hele som mangfoldig ”tekst” eller ”litteratur”, uden nødvendigvis at gå op i om publiceringen sker på papir eller skærm. (Hvis nogen tænker ”Jamen man kan jo ikke helt så meget på papir,” så husk lige Peter Adolphsens ’En million historier’, Vagn Steens gamle eller Martin Larsens nyere sager). Der hvor det for alvor kunne være sjovt er ikke i diskussionen af hvorvidt man skal sige både-og eller enten-eller, men der hvor vi snakkede om litteratur og tekst (værkerne!) – bare. For det som teksten gør på skærmen er altså ikke så forskelligt fra det den gør på papiret. Vi får bare øje på det på en ny måde. Spændingsfeltet; det er noget vi finder på når vi skal fortælle hvorfor det her er spændende. Det var her jeg sagde os begge imod.

Helle Juhl Lassen sagde ...

Hej Martin!
Skønt at (digital) litteratur endelig får noget spalteplads. Jeg havde heller ikke tænkt ovenstående som et læserbrev, snarere som en kommentar, fordi jeg synes, din anmeldelse overser en væsentlig reference til digtet ”Primitiv, privat”. I mellemtiden har Moestrup så selv påpeget forbindelsen i interviewet Jeg-maskinen MM, ligesom hun har gjort opmærksom på, at det hverken er første eller sidste gang, hun remedierer et digtværk.
For min skyld kan vi gerne, som du foreslår, kalde det hele mangfoldig ”tekst” eller ”litteratur” – det er jo faktisk sådan et udvidet værkbegreb, jeg argumenterer for. Men når jeg ikke helt synes, du gør ret i at tale om ”Kollektivt, anonymt” uden også at tale om ”Primitivt, privat” så er det jo fordi, jeg opfatter dem som ét og samme værk, bind I og bind II, om man vil, i den poetiske problematisering af forestillinger om etnicitet og tekstlig oprindelse.
De bedste hilsner, i øvrigt, fra Helle