Fra kaninlortelunden

Tove samler kaninlort. En for en af de sorte piller og putter dem i kræmmerhuset, hun har foldet af brunt papir. Så ligner det de spejderhagl, man kan købe hos Købmand Larsens. Om høsten når de har været ude at skokke neg, så får de de 25 øre til slik. Så skal de få, de lortedrenge.
Her har hun fundet et sted, hvor der er mange, en lysning i skoven. Kaninlortelunden smiler hun skævt. Hun er med på det sort-hvide snapshot af familien samlet dér.
Hun leger, hun er tretten år, at det får de konsekvenser, at hun sådan har gennemskuet. At hun ved, de vil løbe efter hende i frikvarteret, hive hende i nakkehåret og stjæle spejderhagl. Det er nærmest blevet en fast rutine, et ritual, hun kan ikke sige sig fri for, de skide drillerier. Hun får udslæt af dem.
Hun skal ikke tage det så tungt, siger Axel, han har selv været dreng. Han siger, at sådan er de drenge, de laver sjov. Det er deres måde og de vilkår, der er, de ændrer sig ikke stort. At hun er et kønt stykke kvie, griner han, mens han kildrer hende i siden, under armen og helt op i armhulen. Det kommer Tove til at skraldgrine af. Ligefrem så øjnene væder. Det er sådan, de virker, de nerver og muskelreflekser, de er hendes form for overfølsomhed.
Axel får pludselig travlt, der er faldet et hegn ude i engene. Han må af sted sammen med karlen.

Har Axel ret i det?
Axels livserfaring taler for det. Dén har han, dén kan man ikke sige ham imod. Og Tove er ikke deres første hjemme.
Der har været to piger, Kirsten og Elsebeth. De er begge i hus og kommer kun hjem i helligdagene. Så er der også lillebror, Poul, med 11 måneder imellem. Tove er foran, det kommer pigerne som regel i puberteten. Det er den overfølsomme alder.
Hun har opgivet at sige imod. Det er hendes måde at reagere på. At kroppen ændrer sig, er noget fysisk for hende.
Hun tænker, mens hun samler, at hun ikke vil sige noget, at hun bare vil se, hvordan de reagerer. Hun vil se logikken i det, at det kan gå ligesom galt. Fordi hun har samlet dét lort.

Det tager hun på sig, tager det med sig hen i skolen, hun er forberedt.

De løser ligninger. De er ikke nået til anden grads, Hr. Jørgensen læser de første eksempler fra bogen. Tove har ingen forstand på matematik, hun kan ikke sidde stille. Så er det sket, så kan hun heller ikke koncentrere sig om tallene. At de pludselig skal være bogstaver, x og y, forstår hun ikke. Det er grundlæggende og ligesom fjollet, hun er stået af.
Hun dagdrømmer.