Mellemtider II

Hun er ikke længere imellem os, ikke iblandt os længere. Det er sådan, vi når hinanden, vi lapper huller. Det er den sorg, vi har. Jeg ser det i øjnene, han ser i mine, at det ikke har forladt ham, at han ikke er gået fri. Han vil ikke gå fri. Hun sidder i ham, ligesom Knud og arbejdet sidder i ham, han slipper det ikke, for han ved ikke, hvad han skal gøre uden det. Han kan ikke navigere på egen hånd, det har han ingen erfaring med. Det er den forskel, der er. Det er generationskløften, der har skilt os, den afstand, den begrænsning han aldrig har søgt, det er den måde, vi hver især har elsket på. At han er et vi, og at han derfor aldrig har følt sig alene og på den anden side aldrig har vidst, at han selv havde lyst. Nu er det mig, han lever for. Nu er det den roman, den historie, han fortæller. Som om jeg ikke findes, sidder vi sammen, vi er som rimpet til en billedebog. Det er sådan, livet fortsætter. Det er den løgn, vi lever på.