Mellemtider I

Vi har ikke siddet sådan længe, så tæt, der har været den afstand. Men nu. Som sidder vi nærmest på samme sted og på samme tid over for hinanden. Så vi begge kan se. At det er den historie, vi har. Det er den luft, der er imellem os. At det er der, den ligger. Og at den skifter, luften skifter, som vinden blæser, kold og varm og som vi lader os gennemblæse. Det gør en forskel, at vi føler, hvordan vi føler. Det taler vi om. Det har vi aldrig talt om før.
Men nu er det den temperatur, den vekselstrøm, vi vejrer. Som når foråret og hveden ligesom knitrer bag os, når vi ved, at stilheden aldrig ligger stille. Det er den uro, vi har i blodet. Vi ser tvillingerne blive født, men det er ikke os, det er Petra Mariane, der gør det. Vi vender hende, det første billede vi har af hende, hun er seks år, allerede, vi ved ikke hvordan. Hun skal i skole, hun har tornysteret på ryggen, Antonius' det gamle, det er sensommer. Første skoledag med lapper på kjolen, sår på knæene, Maren har syet dem i al hast, men det er ordentligt nok. Bøjet, rørt, klippet og rimpet over øllebrøden inden karlene kom ind fra morgenrøgtningen.
Pigen ser glad ud, har det frække glimt i øjnene, hun ligefrem stråler af den frækhed, den vildskab. Dén laban. Måske har hun været i stalden dagen før, selvom hun ikke måtte. Måske har hun forberedt sig på det. Ornen skulle til de og de grise, og hun har sneget sig til at se det. Det tror vi, det kan man lugte. Det vil degnen også kunne lugte. Og de andre børn. De vil kunne mærke, at Petra Mariane allerede har den viden om verden, det begær. At hun på den måde er anderledes. Det vil de ikke kunne forstå.