Værnepligt

Han hader det som pesten, når hun ikke skriver tilbage. Ikke skriver med det samme, når han skal vente på det. Om der overhovedet kommer noget, om hun vil, når det kommer til stykket. Om han ser hende igen.
Der skal ingen tid til, så kommer det.
Han er rastløs, arbejder i ét langt væk. Nu renser han sit garantgevær, skiller det ad og finpudser til metalstykkerne skinner, til det første er spejlblankt og så videre til det næste. Bagefter støvlerne. Det er han hurtig til. Det er det, at han får noget fra hånden, der tæller.
Klik, klik, klik, klik.
Det er dårligt, det han skriver. Eriks sprog er dårligt. Han har ingen øvelse i det, intet håndværk at forbinde det med. Han ved ikke, om han egentlig nyder at skrive de breve, om han lægger den følelse i det. Det har han aldrig tænkt over. Han gør det, fordi han tror, hun gerne vil have det. At det er sådan man gør, når man bejler på afstand. Når man aftjener værnepligt, han er inde på Jægersborg kaserne, hun er i Århus. På Århus kommunehospital, i hvid kittel og hele tjavsen.
Der er et billede, hvor hun smiler så sødt. Krøllet og gulligt i kanten, det er nok derfor. At han skriver de breve, tumler med dem. Har han skrevet noget forkert, noget hun ikke bryder sig om.
Han er ikke i tvivl om, at han er forelsket.
Så bliver det dét, det hele betyder. Alle lydene og den afstand, intervallerne imellem dem. Det bliver det centrale, dét, det hele drejer sig om. Så hedder hun Tove.