Wannabe, kap 1.

Erik klemmer til, han nærmest river i den. Med hånden kan han mærke, han mærker med den venstre. Maskinen er klar i den højre, hun er ren, det har han så forsikret sig for. Før han sætter pattekopperne på, begge hænder i højt tempo.
Så giver det det svup, den lyd, den er velkendt.
Men hvis vi lytter efter, hvis vi tager os tid til det. Kan vi høre, at det alligevel skrider noget langsommere, end han er vant til. At de lyder anderledes, de svup. En smule forskudte, som gamle riller i knitrende Lp'er, at det gør den forskel, Erik ikke ser, han hører, han klemmer og river sig til.
Det tror vi.

Nummer 41 har fået den yverbetændelse. Det var Knud, der opdagede det. Han kom hjem og hjalp til ved eftermiddagsmalkningen i går. Det er bare et besøg. Knud er karl ovre ved Peter Simonsen. Det er snart et halvt år siden, han kom derover. Erik har de til gengæld beholdt derhjemme på Bækgården. De er tvillinger, Knud og Erik, enæggede og 14 år, men de er skilt ad. For første gang er de karl hver deres sted.
Det må de være forsigtige med, det med betændelsen, har Erik fået besked på af Jørgen Lassen. Eller var det en af brødrene, de store, Andreas eller Hans der sagde det. Det kan han ikke huske. Det var efter, læge Dejgård var gået, og han blev sendt i stalden.
Han røgter alene, det er den morgen. Hvor han skal være ekstra grundig, at betændelsen ikke har bredt sig. At hun skal smøres med vaseline, nummer 41, når han har malket hende ud. Det er det særlige ved den morgen. At Knud er hjemme, og at nummer 41 har den yverbetændelse. At det må Erik tænke på, mens Knud sidder derinde i huset.
Det kan han ikke holde ud at tænke på.
At Knud sidder derinde i huset, på det værelse, ved siden af sengen, at han holder Mors hånd. At de alle sammen gør. At de har den mulighed. At de kan være sammen om det, Jørgen Lassens: Andreas og Hans. Og Birte og Agnes. Birte er også hjemme i tiden, uden Søren Peter og børnene. Dem passer Faster.
Og Knud.
Måske siger hun noget til ham i et klart øjeblik, stryger ham over håret. Det forestiller han sig, men kun et splitsekund. Før han river det ud og kaster sig over det næste.
Svup, svup, svup, svup.
Så ruller det tilbage, bliver ved, ruller ind over ham som en kvalme, som en feber over panden, det er de svedperler. De slører synet. For de er jo de yngste. De er jo a drenge. Det er sådan, man altid har sagt. Det er den tid efter krigen og de tvillinger. Så stryger hun Knud over håret. Det er jalousien, der ruller, den mangel på nærvær. At Erik ikke er der. Han malker.
Erik er den yngste. Han er sædefødt. Men det kunne lige så godt have været omvendt. Endt galt. Den historie har man tit fortalt ham. At han aldrig var blevet til noget. At han var så blå i ansigtet, da han endelig kom ud og manglede ilt, det ved man aldrig, hvis ikke Knud havde banet vejen. Hvis ikke Knud havde udvidet det skød.
Mors skød.
Det var de fælles om. At Erik så alligevel kom til at trække vejret. At hjernen ikke tog skade. Det havde ingen regnet med. Ingen på Bækgården havde regnet med det. At han på den måde er et mirakel.

Det sad i maven, i tarmsystemet. Nu har det bredt sig. Ikke pludseligt. De har vidst det nogen tid. Nogle år.
Men hvordan med Petra Mariane. Hvor længe har hun vidst det.
Hun har sparet dem for det, så længe hun kunne. Så længe det ikke var til at se. Til sit yderste. Hun har sparet dem for den viden, den angst, de lever med. At det kan blive når som helst. At det kan blive i dag, ved daggry, mens Erik røgter.
Det er noget ved hende. At hun forstår at spare. Det har hun altid gjort, så længe han kan huske. Hun sparer andre mennesker, ligesom hun sparer på pengene. Det er en slags rigdom, hun har. Han synes næsten, han kan høre hende tværs over gårdspladsen. Hendes febervildelse. At hun er vågen nu. At hendes ansigt ligesom fortrækker sig. De mørke øjne vender det hvide ud. Dybt inde i hulerne. Og så den blege hud. At det er den smerte, man kan se. Det er den hvidhed, man kan tage og føle på.
Den har han brug for at se, at føle, han magter ikke lyden. Ikke lyden alene.
Så kommer den stilhed.