Den gode littteratur og den gode litteraturkritik

Der mangler konsensus omkring ”den gode litteratur”, udtaler Marianne Stidsen i Inf. Jeg kan udmærket genkende Stidsens frustration over, at det på det litterære kunstneriske område aldrig må ”hedde sig, at nogen ved mere end andre”. Som om man har læst fem-seks år på universitetet forgæves; Farmand mener stadig, han ved mere om god litteratur end datter gør, suk! Sådan er vilkårene, når man beskæftiger sig med en videnskab, hvis stofområde (litteraturen) alle og enhver har adgang til og gerne danner sig en mening om.
Men det er simpelthen ikke rigtigt, som Stidsen påstår, at vi mangler konsensus omkring den gode litteratur. Dagbladenes litteraturanmeldere kan da legende let blive enige om, at f.eks. Naja Marie Aidts Bavian, Christina Hesselsholdts I familiens skød, Helle Helles Ned til hundene og Katrine Marie Guldagers En plads i historien er stor og god prosakunst. Hvis nogen skulle finde på at sige andet om f.eks. Helle Helle sker det enten under et vanvittigt pseudonym, som umuligt kan tages seriøst, eller i et perifert litterært nettidsskrift, men sjældent i den toneangivende dagbladskritik. Jeg hørte for nyligt Kirsten Hammann læse op af sin kommende bog, og jeg vil æde min gamle hat på, at den også får roser hele vejen rundt, når den bliver anmeldt på dagen. Det kan selvfølgelig være fordi, de nævnte forfattere faktisk har skabt (og fortsat skaber) stor og god prosakunst; men det kan samtidig være et udtryk for, at de anmeldere, som sidder på smagsløgene i de store dagblade, for en stor dels vedkommende tilhører en generation, som hilste halvfemsernes punktprosa, hverdagsminimalisme og stileksperimenter hjerteligt velkommen, et frisk pust ovenpå de kropsmodernistiske fattigfirsere. I al fald synes der i anmelderstaben at være mindre forståelse for og konsensus omkring kvaliteten af de litterære form- og stileksperimenter, som sker i den nye generation. Nina Søs Vinthers Hvis Helsinki er ifølge Lasse Horne Kjældgaard ”fortænkt og trættende” (se i øvrigt debatten her) Henriette E. Møller udnævnes af Lars Bukdahl som yndlingsaversion nr. 1 og popkunst á la Maja Lee Langvads og Kristina Nya Glaffeys er da fint og underholdende, bevares, men det batter jo ikke rigtigt noget. Endnu mindre forståelse er der for den litteratur, som arbejder flermedielt f.eks. via netmediet - det er som om, anmelderne ikke anser den slags for "rigtig" litteratur. Come on, siger jeg bare.
Der hersker bestemt en form for konsensus om den gode litteratur i dagbladskritikken, men den er ikke - som jeg forestiller mig Marianne Stidsen ønsker det - baseret på litteraturvidenskabelighed, snarere på en særlig anmeldergenerations præferencer.