Kommentar til Romer-diskussionen

Det fede og absolut innovative ved Knud Romers mediestunt er selve udvidelsen af fiktionens rum. Ligesåvel som den historie, Romer fortæller i bogen, er fiktion (qua genrebetegnelsen roman), kan den historie, han fortæller i medierne, antages at være det. Bogen er løgnens medie, den gode historie og fortællingens medie, og denne mediatet fører Romer med sig over i andre medier, som vi normalt opfatter som dokumentariske. Udover at udfordre gamle skolekammeraters syn på opvæksten i Falster, udfordrer Romer medierne og deres sandhedssøgende funktion. Han spiller mediematricens spil, fortæller dem den historie, folk gerne vil høre, og det er vel at mærke ikke den samme historie til Ekstra Bladet som til Weekendavisen. Men samtidig lykkedes det ham også at undergrave mediernes troværdighed. Han får dem til at fortælle videre på fiktionen. Udover at fiktionen således er fortsat ud i hvad man lidt forsigtigt kunne kalde virkeligheden, så har virkeligheden også bevæget sig ind i romanen. Når Romer hævder, at bogen beskriver hans barndom, læser man uvægerligt Den som blinker er bange for døden med erindringsromanens træk for øje. Kun en usandsynlig mediedøv læser kan læse Den som blinker er bange for døden som en roman, som ren fiktion. Enhver anden må i sin læsning bevæge sig ind i det genremæssige spændingsfelt, Knud Romer har tegnet op.
Genrediskussionen og Romers gennemførte markedsføring medfører ikke blot en diskussion af værkets indhold og karakter, men også af selve værkbegrebet. Det er svært meningsfuldt at fastholde, at romanen er roman og resten er et mediestunt. Romer har udtalt, at for ham er det centrale ikke bogen, men den historie den fortæller. Og det er præcis den historie, han fortæller igen og igen i medie på medie - historien florerer i forskellige versioner. Man kan således på den ene side hævde, at Romers klassekamerater bliver ført bag lyset i en naiv tro på mediernes sandhedsgengivelse, men man kan ligeledes hævde, at Romer bevidst udnytter medierne dokumentationsforpligtigelse til at forstærke sin historie. Ved at opstille en dobbeltkontrakt i bogen og videreføre den i andre medier fremprovokerer han en stillingtagen, der nødvendigvis må tage fejl, fordi dobbeltkontrakten netop handler om et både-og, ikke et enten-eller; en inkluderende tænkning eller læsning frem for en ekskluderende. Samtidig indeholder Romers taktik også en mediekritisk holdning, et budskab om ikke at tro på alt, hvad man får serveret, bare fordi det er trykt i en avis eller bragt i et medie. Bogen er på denne vis ikke fiktionens eneste medie. Og lille Knud må siges at være en radikal legemliggørelse af den upålidelige fortæller.