Færre bøger på bibliotekerne: "flere forfatterarrangementer og debatter" - ikke dårligt! Til gengæld er det MEGA DÅRLIGT at ville "give plads til nye og populære bøger". Den slags er boghandlerne meget bedre til end bibliotekerne. Som regel er der op til flere måneders (års!) ventetid på lån af aktuelle bestsellere og tænk engang alle de bøger, som må kasseres, hvis bibliotekerne begynder at indkøbe større beholdninger af populære enkeltværker, der ikke lever længere end deres aktualitet tilsiger dem. For det første er det slet ikke rentabelt for bibliotekerne at konkurrere på aktualitets- og nyhedsfronten, for det andet burde det være bibliotekernes public-service-forpligtigelse at tilbyde andet og mere mangfoldigt end mainstream-kulturen.
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
3 kommentarer:
Nemlig! Det fede ved biblioteker har altid været, at man risikerer at falde over noget, man ikke havde forventet. Den lidt smallere sag lige ved siden af den bog, du først gik efter. En uventet titel, som pludselig lader sig finde.
Hej stensamler,
Klaus Rothstein er vist af nogenlunde samme overbevisning i kommentaren "Depotglemsel" på bagsiden af Bøger i denne uges WA (copy-pastet nedenfor).
Kommentar. Naturligvis skal bibliotekerne prioritere. Men kulturpolitik handler om at kompensere for markedskræfternes spil.
Depotglemsel
Af KLAUS ROTHSTEIN
NR. 02, 11. - 17. januar 2008
Den nytiltrådte leder af Københavns Kommunes Hovedbibliotek Pernille Schaltz har lanceret nogle kætterske tanker, som truer bøgernes forrang og hellighed. Bøgerne er, mener hun, kun et blandt flere medier, som bibliotekerne skal formidle og stille til rådighed for borgerne, og hvorfor skal litteratur som ingen gider låne og læse, tage pladsen fra titler, som publikum elsker?
Uha, uha, en bogstormer, en usurpator, en kætter, en krænker, en fjende af bøger, der vil varme sine kolde knogler ved en autodafé på torvet! Kritikken har naturligvis haglet ned over den nye bibliotekschef, og hendes kyniske cost benefit analyse – som jo bare er helt i tidens toneklang – lyder da også, som om man har sat ræven til at vogte gæs. Men helt så simpelt er det ikke.
Pernille Schaltz’ idé om, at en større del af indkøbskontoen skal gå til den populære bestsellerlitteratur er rent faktisk en trussel mod det, vi kender som »den smalle bog«. Vi har naturligvis brug for at de offentlige biblioteker indkøber de bøger, som ikke kan klare sig på markedets vilkår, ja faktisk er en af de helt centrale hensigter med kunst- og kulturstøtten (og herunder kan man jo i den grad henregne bibliotekerne), at man via statspenge kan understøtte den kultur, som ikke er kommerciel nok til at klare sig selv, men som er vigtig for vores åndsliv og (ud)dannelse. Konsekvensen af dette kulturpolitiske princip bør derfor være, at der ikke skal bruges flere penge på at indkøbe bestsellerlitteratur, som markedskræfternes og liberaliseringens egne priskrige nok skal sørge for at gøre uhyre billige og nemt tilgængelige for enhver pengepung, om så man helst køber sin litteratur hos boghandleren eller i Bilka.
Når dét er sagt, er der ingen risiko forbundet med at genoverveje bøgernes placering og position på biblioteket. Naturligvis skal bibliotekerne også følge med tiden og tilpasse sig de ændrede medievilkår, og det er just ikke nogen nyhed, at man også kan låne film og musik – det har man kunnet i årevis. Gennem de seneste 10-12 år har internetrevolutionen dag for dag vist, at folkeoplysningen og informationssøgningen flytter middel og metode, og i den situation er bogen og dens position på biblioteket kommet under et helt naturligt pres. Hvordan skal man forsvare at prioritere bøger, som ikke bliver brugt, på bekostning af andre medier, som er efterspurgt? Og er det for eksempel ikke vigtigere – i folkeoplysningens navn – at give befolkningen gratis adgang til databaser som Infomedia i stedet for at indkøbe bøger, som bare samler støv på reolerne?
Dette er en kulturpolitisk udfordring af dimensioner, fordi de forskellige medier og hensyn inden for bibliotekernes samlede aktivitetsområde er i indbyrdes konkurrence. Bibliotekerne har en soleklar rolle som forvaltere og formidlere af den viden, der giver borgerne mulighed for at høste og omsætte information efter en hvilken som helst hensigt eller holdning, og som sådan er bibliotekerne en forudsætning for et velfungerende demokrati. Og her kommer bøger, som ingen har bladret i i årevis naturligvis nederst på prioriteringslisten. Men hvor går grænsen? Og er det forsvarligt at styrte bøger ned i evighedens depotglemsel?
Bibliotekerne skal prioritere, men de skal ikke nødvendigvis opruste Stieg Larsson, bare fordi en krimitsunami ruller ind over landet. De skal tværtimod gøre en indsats for at formidle det, som folk ikke nødvendigvis kommer efter. Man bør derfor øge markedsføringen af den oversete eller glemte kvalitetslitteratur i stedet for blot at forstærke de kedsommelige og forudsigelige købe- og læsemønstre, som forlagenes og boghandlerkædernes yderst selektive reklame og PR skaber. Bibliotekerne bør slet og ret opfatte deres kulturpolitiske opgave som et korrektiv til det kommercielle marked, ikke som det kommercielle markeds forlængelse.
Ifølge internetmagasinet Søndag Aften viser en ny sammenlignende undersøgelse fra den svenske biblioteksforening, at Danmarks folkebiblioteker er de dyreste i Norden. Vi bruger flere penge end de andre lande, men har færre besøgende og færre bogudlån. Samtidig har vi alle bibliotekslukningerne efter kommunesammenlægningerne og nu diskussionen om bogbestandens art.
Men inden man kører de uefterspurgte bøger ned i den dybeste krog af fjernlageret – stationen før makulering – bør man gøre en ekstraordinær indsats for at trække dem frem i lyset. Pernille Schaltz bør derfor først lave en festival på Københavns Hovedbibliotek for den glemte litteratur.
Giv de oversete bøger kunstigt åndedræt, gør dem synlige, skab arrangementer og oplæsninger, paneldebatter, udstillinger og konkurrencer. Hvis læserne stadig er henrivende ligeglade, og det altså ikke kan lade sig gøre at markedsføre bøgerne frem til et nyt og aktivt møde med publikum, har biblioteket i det mindste taget rollen som litteraturens ambassade, formidler og folkeoplyser alvorligt. Det er sidste stop, inden forskellen på bibliotek, boghandler og Bilka bliver gjort et bekymrende skridt kortere.
Af KLAUS ROTHSTEIN
NR. 02, 11. - 17. januar 2008
Den nytiltrådte leder af Københavns Kommunes Hovedbibliotek Pernille Schaltz har lanceret nogle kætterske tanker, som truer bøgernes forrang og hellighed. Bøgerne er, mener hun, kun et blandt flere medier, som bibliotekerne skal formidle og stille til rådighed for borgerne, og hvorfor skal litteratur som ingen gider låne og læse, tage pladsen fra titler, som publikum elsker?
Uha, uha, en bogstormer, en usurpator, en kætter, en krænker, en fjende af bøger, der vil varme sine kolde knogler ved en autodafé på torvet! Kritikken har naturligvis haglet ned over den nye bibliotekschef, og hendes kyniske cost benefit analyse – som jo bare er helt i tidens toneklang – lyder da også, som om man har sat ræven til at vogte gæs. Men helt så simpelt er det ikke.
Pernille Schaltz’ idé om, at en større del af indkøbskontoen skal gå til den populære bestsellerlitteratur er rent faktisk en trussel mod det, vi kender som »den smalle bog«. Vi har naturligvis brug for at de offentlige biblioteker indkøber de bøger, som ikke kan klare sig på markedets vilkår, ja faktisk er en af de helt centrale hensigter med kunst- og kulturstøtten (og herunder kan man jo i den grad henregne bibliotekerne), at man via statspenge kan understøtte den kultur, som ikke er kommerciel nok til at klare sig selv, men som er vigtig for vores åndsliv og (ud)dannelse. Konsekvensen af dette kulturpolitiske princip bør derfor være, at der ikke skal bruges flere penge på at indkøbe bestsellerlitteratur, som markedskræfternes og liberaliseringens egne priskrige nok skal sørge for at gøre uhyre billige og nemt tilgængelige for enhver pengepung, om så man helst køber sin litteratur hos boghandleren eller i Bilka.
Når dét er sagt, er der ingen risiko forbundet med at genoverveje bøgernes placering og position på biblioteket. Naturligvis skal bibliotekerne også følge med tiden og tilpasse sig de ændrede medievilkår, og det er just ikke nogen nyhed, at man også kan låne film og musik – det har man kunnet i årevis. Gennem de seneste 10-12 år har internetrevolutionen dag for dag vist, at folkeoplysningen og informationssøgningen flytter middel og metode, og i den situation er bogen og dens position på biblioteket kommet under et helt naturligt pres. Hvordan skal man forsvare at prioritere bøger, som ikke bliver brugt, på bekostning af andre medier, som er efterspurgt? Og er det for eksempel ikke vigtigere – i folkeoplysningens navn – at give befolkningen gratis adgang til databaser som Infomedia i stedet for at indkøbe bøger, som bare samler støv på reolerne?
Dette er en kulturpolitisk udfordring af dimensioner, fordi de forskellige medier og hensyn inden for bibliotekernes samlede aktivitetsområde er i indbyrdes konkurrence. Bibliotekerne har en soleklar rolle som forvaltere og formidlere af den viden, der giver borgerne mulighed for at høste og omsætte information efter en hvilken som helst hensigt eller holdning, og som sådan er bibliotekerne en forudsætning for et velfungerende demokrati. Og her kommer bøger, som ingen har bladret i i årevis naturligvis nederst på prioriteringslisten. Men hvor går grænsen? Og er det forsvarligt at styrte bøger ned i evighedens depotglemsel?
Bibliotekerne skal prioritere, men de skal ikke nødvendigvis opruste Stieg Larsson, bare fordi en krimitsunami ruller ind over landet. De skal tværtimod gøre en indsats for at formidle det, som folk ikke nødvendigvis kommer efter. Man bør derfor øge markedsføringen af den oversete eller glemte kvalitetslitteratur i stedet for blot at forstærke de kedsommelige og forudsigelige købe- og læsemønstre, som forlagenes og boghandlerkædernes yderst selektive reklame og PR skaber. Bibliotekerne bør slet og ret opfatte deres kulturpolitiske opgave som et korrektiv til det kommercielle marked, ikke som det kommercielle markeds forlængelse.
Ifølge internetmagasinet Søndag Aften viser en ny sammenlignende undersøgelse fra den svenske biblioteksforening, at Danmarks folkebiblioteker er de dyreste i Norden. Vi bruger flere penge end de andre lande, men har færre besøgende og færre bogudlån. Samtidig har vi alle bibliotekslukningerne efter kommunesammenlægningerne og nu diskussionen om bogbestandens art.
Men inden man kører de uefterspurgte bøger ned i den dybeste krog af fjernlageret – stationen før makulering – bør man gøre en ekstraordinær indsats for at trække dem frem i lyset. Pernille Schaltz bør derfor først lave en festival på Københavns Hovedbibliotek for den glemte litteratur.
Giv de oversete bøger kunstigt åndedræt, gør dem synlige, skab arrangementer og oplæsninger, paneldebatter, udstillinger og konkurrencer. Hvis læserne stadig er henrivende ligeglade, og det altså ikke kan lade sig gøre at markedsføre bøgerne frem til et nyt og aktivt møde med publikum, har biblioteket i det mindste taget rollen som litteraturens ambassade, formidler og folkeoplyser alvorligt. Det er sidste stop, inden forskellen på bibliotek, boghandler og Bilka bliver gjort et bekymrende skridt kortere.
Af KLAUS ROTHSTEIN
NR. 02, 11. - 17. januar 2008
Den nytiltrådte leder af Københavns Kommunes Hovedbibliotek Pernille Schaltz har lanceret nogle kætterske tanker, som truer bøgernes forrang og hellighed. Bøgerne er, mener hun, kun et blandt flere medier, som bibliotekerne skal formidle og stille til rådighed for borgerne, og hvorfor skal litteratur som ingen gider låne og læse, tage pladsen fra titler, som publikum elsker?
Uha, uha, en bogstormer, en usurpator, en kætter, en krænker, en fjende af bøger, der vil varme sine kolde knogler ved en autodafé på torvet! Kritikken har naturligvis haglet ned over den nye bibliotekschef, og hendes kyniske cost benefit analyse – som jo bare er helt i tidens toneklang – lyder da også, som om man har sat ræven til at vogte gæs. Men helt så simpelt er det ikke.
Pernille Schaltz’ idé om, at en større del af indkøbskontoen skal gå til den populære bestsellerlitteratur er rent faktisk en trussel mod det, vi kender som »den smalle bog«. Vi har naturligvis brug for at de offentlige biblioteker indkøber de bøger, som ikke kan klare sig på markedets vilkår, ja faktisk er en af de helt centrale hensigter med kunst- og kulturstøtten (og herunder kan man jo i den grad henregne bibliotekerne), at man via statspenge kan understøtte den kultur, som ikke er kommerciel nok til at klare sig selv, men som er vigtig for vores åndsliv og (ud)dannelse. Konsekvensen af dette kulturpolitiske princip bør derfor være, at der ikke skal bruges flere penge på at indkøbe bestsellerlitteratur, som markedskræfternes og liberaliseringens egne priskrige nok skal sørge for at gøre uhyre billige og nemt tilgængelige for enhver pengepung, om så man helst køber sin litteratur hos boghandleren eller i Bilka.
Når dét er sagt, er der ingen risiko forbundet med at genoverveje bøgernes placering og position på biblioteket. Naturligvis skal bibliotekerne også følge med tiden og tilpasse sig de ændrede medievilkår, og det er just ikke nogen nyhed, at man også kan låne film og musik – det har man kunnet i årevis. Gennem de seneste 10-12 år har internetrevolutionen dag for dag vist, at folkeoplysningen og informationssøgningen flytter middel og metode, og i den situation er bogen og dens position på biblioteket kommet under et helt naturligt pres. Hvordan skal man forsvare at prioritere bøger, som ikke bliver brugt, på bekostning af andre medier, som er efterspurgt? Og er det for eksempel ikke vigtigere – i folkeoplysningens navn – at give befolkningen gratis adgang til databaser som Infomedia i stedet for at indkøbe bøger, som bare samler støv på reolerne?
Dette er en kulturpolitisk udfordring af dimensioner, fordi de forskellige medier og hensyn inden for bibliotekernes samlede aktivitetsområde er i indbyrdes konkurrence. Bibliotekerne har en soleklar rolle som forvaltere og formidlere af den viden, der giver borgerne mulighed for at høste og omsætte information efter en hvilken som helst hensigt eller holdning, og som sådan er bibliotekerne en forudsætning for et velfungerende demokrati. Og her kommer bøger, som ingen har bladret i i årevis naturligvis nederst på prioriteringslisten. Men hvor går grænsen? Og er det forsvarligt at styrte bøger ned i evighedens depotglemsel?
Bibliotekerne skal prioritere, men de skal ikke nødvendigvis opruste Stieg Larsson, bare fordi en krimitsunami ruller ind over landet. De skal tværtimod gøre en indsats for at formidle det, som folk ikke nødvendigvis kommer efter. Man bør derfor øge markedsføringen af den oversete eller glemte kvalitetslitteratur i stedet for blot at forstærke de kedsommelige og forudsigelige købe- og læsemønstre, som forlagenes og boghandlerkædernes yderst selektive reklame og PR skaber. Bibliotekerne bør slet og ret opfatte deres kulturpolitiske opgave som et korrektiv til det kommercielle marked, ikke som det kommercielle markeds forlængelse.
Ifølge internetmagasinet Søndag Aften viser en ny sammenlignende undersøgelse fra den svenske biblioteksforening, at Danmarks folkebiblioteker er de dyreste i Norden. Vi bruger flere penge end de andre lande, men har færre besøgende og færre bogudlån. Samtidig har vi alle bibliotekslukningerne efter kommunesammenlægningerne og nu diskussionen om bogbestandens art.
Men inden man kører de uefterspurgte bøger ned i den dybeste krog af fjernlageret – stationen før makulering – bør man gøre en ekstraordinær indsats for at trække dem frem i lyset. Pernille Schaltz bør derfor først lave en festival på Københavns Hovedbibliotek for den glemte litteratur.
Giv de oversete bøger kunstigt åndedræt, gør dem synlige, skab arrangementer og oplæsninger, paneldebatter, udstillinger og konkurrencer. Hvis læserne stadig er henrivende ligeglade, og det altså ikke kan lade sig gøre at markedsføre bøgerne frem til et nyt og aktivt møde med publikum, har biblioteket i det mindste taget rollen som litteraturens ambassade, formidler og folkeoplyser alvorligt. Det er sidste stop, inden forskellen på bibliotek, boghandler og Bilka bliver gjort et bekymrende skridt kortere.
Af KLAUS ROTHSTEIN
NR. 02, 11. - 17. januar 2008
Den nytiltrådte leder af Københavns Kommunes Hovedbibliotek Pernille Schaltz har lanceret nogle kætterske tanker, som truer bøgernes forrang og hellighed. Bøgerne er, mener hun, kun et blandt flere medier, som bibliotekerne skal formidle og stille til rådighed for borgerne, og hvorfor skal litteratur som ingen gider låne og læse, tage pladsen fra titler, som publikum elsker?
Uha, uha, en bogstormer, en usurpator, en kætter, en krænker, en fjende af bøger, der vil varme sine kolde knogler ved en autodafé på torvet! Kritikken har naturligvis haglet ned over den nye bibliotekschef, og hendes kyniske cost benefit analyse – som jo bare er helt i tidens toneklang – lyder da også, som om man har sat ræven til at vogte gæs. Men helt så simpelt er det ikke.
Pernille Schaltz’ idé om, at en større del af indkøbskontoen skal gå til den populære bestsellerlitteratur er rent faktisk en trussel mod det, vi kender som »den smalle bog«. Vi har naturligvis brug for at de offentlige biblioteker indkøber de bøger, som ikke kan klare sig på markedets vilkår, ja faktisk er en af de helt centrale hensigter med kunst- og kulturstøtten (og herunder kan man jo i den grad henregne bibliotekerne), at man via statspenge kan understøtte den kultur, som ikke er kommerciel nok til at klare sig selv, men som er vigtig for vores åndsliv og (ud)dannelse. Konsekvensen af dette kulturpolitiske princip bør derfor være, at der ikke skal bruges flere penge på at indkøbe bestsellerlitteratur, som markedskræfternes og liberaliseringens egne priskrige nok skal sørge for at gøre uhyre billige og nemt tilgængelige for enhver pengepung, om så man helst køber sin litteratur hos boghandleren eller i Bilka.
Når dét er sagt, er der ingen risiko forbundet med at genoverveje bøgernes placering og position på biblioteket. Naturligvis skal bibliotekerne også følge med tiden og tilpasse sig de ændrede medievilkår, og det er just ikke nogen nyhed, at man også kan låne film og musik – det har man kunnet i årevis. Gennem de seneste 10-12 år har internetrevolutionen dag for dag vist, at folkeoplysningen og informationssøgningen flytter middel og metode, og i den situation er bogen og dens position på biblioteket kommet under et helt naturligt pres. Hvordan skal man forsvare at prioritere bøger, som ikke bliver brugt, på bekostning af andre medier, som er efterspurgt? Og er det for eksempel ikke vigtigere – i folkeoplysningens navn – at give befolkningen gratis adgang til databaser som Infomedia i stedet for at indkøbe bøger, som bare samler støv på reolerne?
Dette er en kulturpolitisk udfordring af dimensioner, fordi de forskellige medier og hensyn inden for bibliotekernes samlede aktivitetsområde er i indbyrdes konkurrence. Bibliotekerne har en soleklar rolle som forvaltere og formidlere af den viden, der giver borgerne mulighed for at høste og omsætte information efter en hvilken som helst hensigt eller holdning, og som sådan er bibliotekerne en forudsætning for et velfungerende demokrati. Og her kommer bøger, som ingen har bladret i i årevis naturligvis nederst på prioriteringslisten. Men hvor går grænsen? Og er det forsvarligt at styrte bøger ned i evighedens depotglemsel?
Bibliotekerne skal prioritere, men de skal ikke nødvendigvis opruste Stieg Larsson, bare fordi en krimitsunami ruller ind over landet. De skal tværtimod gøre en indsats for at formidle det, som folk ikke nødvendigvis kommer efter. Man bør derfor øge markedsføringen af den oversete eller glemte kvalitetslitteratur i stedet for blot at forstærke de kedsommelige og forudsigelige købe- og læsemønstre, som forlagenes og boghandlerkædernes yderst selektive reklame og PR skaber. Bibliotekerne bør slet og ret opfatte deres kulturpolitiske opgave som et korrektiv til det kommercielle marked, ikke som det kommercielle markeds forlængelse.
Ifølge internetmagasinet Søndag Aften viser en ny sammenlignende undersøgelse fra den svenske biblioteksforening, at Danmarks folkebiblioteker er de dyreste i Norden. Vi bruger flere penge end de andre lande, men har færre besøgende og færre bogudlån. Samtidig har vi alle bibliotekslukningerne efter kommunesammenlægningerne og nu diskussionen om bogbestandens art.
Men inden man kører de uefterspurgte bøger ned i den dybeste krog af fjernlageret – stationen før makulering – bør man gøre en ekstraordinær indsats for at trække dem frem i lyset. Pernille Schaltz bør derfor først lave en festival på Københavns Hovedbibliotek for den glemte litteratur.
Giv de oversete bøger kunstigt åndedræt, gør dem synlige, skab arrangementer og oplæsninger, paneldebatter, udstillinger og konkurrencer. Hvis læserne stadig er henrivende ligeglade, og det altså ikke kan lade sig gøre at markedsføre bøgerne frem til et nyt og aktivt møde med publikum, har biblioteket i det mindste taget rollen som litteraturens ambassade, formidler og folkeoplyser alvorligt. Det er sidste stop, inden forskellen på bibliotek, boghandler og Bilka bliver gjort et bekymrende skridt kortere.
Af KLAUS ROTHSTEIN
NR. 02, 11. - 17. januar 2008
Den nytiltrådte leder af Københavns Kommunes Hovedbibliotek Pernille Schaltz har lanceret nogle kætterske tanker, som truer bøgernes forrang og hellighed. Bøgerne er, mener hun, kun et blandt flere medier, som bibliotekerne skal formidle og stille til rådighed for borgerne, og hvorfor skal litteratur som ingen gider låne og læse, tage pladsen fra titler, som publikum elsker?
Uha, uha, en bogstormer, en usurpator, en kætter, en krænker, en fjende af bøger, der vil varme sine kolde knogler ved en autodafé på torvet! Kritikken har naturligvis haglet ned over den nye bibliotekschef, og hendes kyniske cost benefit analyse – som jo bare er helt i tidens toneklang – lyder da også, som om man har sat ræven til at vogte gæs. Men helt så simpelt er det ikke.
Pernille Schaltz’ idé om, at en større del af indkøbskontoen skal gå til den populære bestsellerlitteratur er rent faktisk en trussel mod det, vi kender som »den smalle bog«. Vi har naturligvis brug for at de offentlige biblioteker indkøber de bøger, som ikke kan klare sig på markedets vilkår, ja faktisk er en af de helt centrale hensigter med kunst- og kulturstøtten (og herunder kan man jo i den grad henregne bibliotekerne), at man via statspenge kan understøtte den kultur, som ikke er kommerciel nok til at klare sig selv, men som er vigtig for vores åndsliv og (ud)dannelse. Konsekvensen af dette kulturpolitiske princip bør derfor være, at der ikke skal bruges flere penge på at indkøbe bestsellerlitteratur, som markedskræfternes og liberaliseringens egne priskrige nok skal sørge for at gøre uhyre billige og nemt tilgængelige for enhver pengepung, om så man helst køber sin litteratur hos boghandleren eller i Bilka.
Når dét er sagt, er der ingen risiko forbundet med at genoverveje bøgernes placering og position på biblioteket. Naturligvis skal bibliotekerne også følge med tiden og tilpasse sig de ændrede medievilkår, og det er just ikke nogen nyhed, at man også kan låne film og musik – det har man kunnet i årevis. Gennem de seneste 10-12 år har internetrevolutionen dag for dag vist, at folkeoplysningen og informationssøgningen flytter middel og metode, og i den situation er bogen og dens position på biblioteket kommet under et helt naturligt pres. Hvordan skal man forsvare at prioritere bøger, som ikke bliver brugt, på bekostning af andre medier, som er efterspurgt? Og er det for eksempel ikke vigtigere – i folkeoplysningens navn – at give befolkningen gratis adgang til databaser som Infomedia i stedet for at indkøbe bøger, som bare samler støv på reolerne?
Dette er en kulturpolitisk udfordring af dimensioner, fordi de forskellige medier og hensyn inden for bibliotekernes samlede aktivitetsområde er i indbyrdes konkurrence. Bibliotekerne har en soleklar rolle som forvaltere og formidlere af den viden, der giver borgerne mulighed for at høste og omsætte information efter en hvilken som helst hensigt eller holdning, og som sådan er bibliotekerne en forudsætning for et velfungerende demokrati. Og her kommer bøger, som ingen har bladret i i årevis naturligvis nederst på prioriteringslisten. Men hvor går grænsen? Og er det forsvarligt at styrte bøger ned i evighedens depotglemsel?
Bibliotekerne skal prioritere, men de skal ikke nødvendigvis opruste Stieg Larsson, bare fordi en krimitsunami ruller ind over landet. De skal tværtimod gøre en indsats for at formidle det, som folk ikke nødvendigvis kommer efter. Man bør derfor øge markedsføringen af den oversete eller glemte kvalitetslitteratur i stedet for blot at forstærke de kedsommelige og forudsigelige købe- og læsemønstre, som forlagenes og boghandlerkædernes yderst selektive reklame og PR skaber. Bibliotekerne bør slet og ret opfatte deres kulturpolitiske opgave som et korrektiv til det kommercielle marked, ikke som det kommercielle markeds forlængelse.
Ifølge internetmagasinet Søndag Aften viser en ny sammenlignende undersøgelse fra den svenske biblioteksforening, at Danmarks folkebiblioteker er de dyreste i Norden. Vi bruger flere penge end de andre lande, men har færre besøgende og færre bogudlån. Samtidig har vi alle bibliotekslukningerne efter kommunesammenlægningerne og nu diskussionen om bogbestandens art.
Men inden man kører de uefterspurgte bøger ned i den dybeste krog af fjernlageret – stationen før makulering – bør man gøre en ekstraordinær indsats for at trække dem frem i lyset. Pernille Schaltz bør derfor først lave en festival på Københavns Hovedbibliotek for den glemte litteratur.
Giv de oversete bøger kunstigt åndedræt, gør dem synlige, skab arrangementer og oplæsninger, paneldebatter, udstillinger og konkurrencer. Hvis læserne stadig er henrivende ligeglade, og det altså ikke kan lade sig gøre at markedsføre bøgerne frem til et nyt og aktivt møde med publikum, har biblioteket i det mindste taget rollen som litteraturens ambassade, formidler og folkeoplyser alvorligt. Det er sidste stop, inden forskellen på bibliotek, boghandler og Bilka bliver gjort et bekymrende skridt kortere.
Send en kommentar