Mens Martin, Martin og Susanne kappes om at være hurtigst på nyhederne (Møller vandt med netVagant) halter jeg efter og konstaterer at tadaaaa: Peter Øvig Knudsen vinder Montanas litteraturpris, naturligvis og virkelig hed, nej VARM, hot doks diskuteres her, lidt.
Ellers synes jeg ikke, der sker så meget... Bukdahl keder sig også - tjek kommentarfeltet - hvad stiller man op med det?
(Men pissst: Tue er tilbage i sandkassen, mon han snart sætter gang i noget?)
2 kommentarer:
Yndlingsaversion nr. 1. Er selvfølgelig en debut: Må vi præsentere vinderen af årets Debutantpris, Henriette E. Møllers avanceret kælne og banale ungdomsroman Jelne.
SE DEM DALE SLØVT, GULDÆBLERNE
Af LARS BUKDAHL
NR. 03, 18. - 24. januar 2008
Et særligt sadistisk træk ved kritikergangsteren er, at han simpelthen elsker at overfalde debutanter, så hvilken bedre måde at indlede føljetonen på end at udnævne vinderen af Årets Debutantpris (der nemlig så godt som aldrig er gået til årets debutant), Henriette E. Møllers roman Jelne, til den første yndlingsaversion?
Titlen er slem i sig selv og blev endnu meget slemmere, da jeg i min juleferie omsider tog mig sammen til at læse bogen: hovedpersonen hedder egentlig Jenny, men da hun efter sin enlige mors tidlige død flytter ind hos sin bedstefar, kalder han hende »jelne«, hvilket er jysk dialekt for »alene« (min svigerfar mente dér i juleferien, at det rettelig burde hedde »jenle«), og det vælger hun så som nyt navn; med andre ord det lyder ikke bare sødladent, titelnavnet, det betyder også dybt sentimentalt – og gentages til ulidelighed på hver eneste forpulede side. Lad os citere en tolv linjer ned på side et, inkl. kun to Jenle’r:
»Hun læner sig ud ad det åbne vindue, det er Jelne, der læner sig ud ad det åbne vindue fra lejligheden på 5. sal en sen eftermiddag i januar. Hun står og lyser op i den røde trøje; Jelne står i den røde trøje og læner sig ud ad vinduet i lejligheden på Nørrebrogade. Hun står med en kasse i hænderne, hun løfter den ud ad vinduet, kassen, hendes arme er strakt ud, hun vender den med bunden opad [»vender bunden i vejret« kom jeg til at skrive, men det står der netop ikke LB]. Kassen bliver tømt. Det går hurtigt, det tager ikke mange sekunder, så ligger alle billederne på gaden, på sneen, men hvis man lader det ske langsomt, hvis man lader billederne falde ud af kassen og svæve langsomt ned gennem luften, så vil man se motiverne dale sløvt i den kolde januarluft.«
Det er jo en hel del mere kunstfærdigt udført end almindelig Generaliseret Prosa-Kitsch, jeg foreslår, at vi kalder det Generaliseret Kunstprosa-Kitsch, for det er egentlig ikke sværere at udføre end Generaliseret Prosa-Kitsch, det ser bare finere ud. Grundtricket er den rene eller forskudte gentagelse af hele og halve sætninger og som oftest bare grundleddet – og altid fuldstændig unødvendigt, hvilket en lille ordudskiftning kan afsløre:
»Hun står og lyser op i den røde trøje, Dronning Margrethe står i den røde trøje og (...)« og »Hun står med en kasse i hænderne, hun løfter den ud ad vinduet, tronstolen (...)«. Men det er selvfølgelig ikke meningen, at det skal være meningsfuldt, det er meningen, at det skal virke enormt poetisk-inderligt manende-besværgende, ligesom også den sidste, slemt knirkende slowmotion-sætning.
Møller har ikke lært sin kunstprosa-kitsch af (gode) Jens-Martin Eriksen, ham læser ungdommen ikke, men af (endnu bedre) Hans-Otto Jørgensen, der er rektor for Forfatterskolen, hvor både Møller og sidste års to andre udøvere af Generaliseret Kunstprosa-Kitsch, Kristina Nya Glaffey (debuten Lykkejægere) og Dennis Gade Kofod (roman nr. 3, Nexø trawl) har eksamen fra, men jeg tror, de har lært det af at læse Jørgensen og ikke af at blive undervist af ham. Det er Generaliseret Kunstprosa-Kitsch og ikke bare (Jørgensenagtig) Kunstprosa-Kitsch, fordi stilen og dens tricks jo ikke er personligt overtaget som en personlig stil, ynglingene kunne gøre en personlig forskel i forhold til (måske endda lave sjov med!), men som glimrende udførte lektier, som selve den gennemsnitlige, Generaliserede Kunstprosa-Kitsch, der automatisk hæver dit tekstprodukt over plat, vulgær, Generaliseret Prosa-Kitsch.
Det skandaløse er så, at Møller med Generaliseret Kunstprosa-Kitsch slipper af sted med ingen ende på gusten, gammeldags sigøjnerbarn-kitsch, der aldrig var gået med Generaliseret Prosa-Kitsch, plus de ordinæreste ungdomsromanklicheer: jeg har nævnt den tidligt afdøde enlige mor og (Jesus!) bedstefaren, men der er også det endeløse brud med kæresten og Jelne arbejdende incognito hos sin gamle hotel-reserve-familie, som hun viser sig at være RIGTIGT i familie med – smil på smil gennem en syndflod af tårer.
Jeg mener, come on! Det er ikke til at skyde igennem, alibiet: Det er så prosakunstnerisk, kejserindens lommetørklæde!
Hej Helle (og jo så indirekte til den "gode" mand på WA:
Mht det gode jyske ord "jelne", så er det faktisk sådan, at det kan hedde BÅDE jenne, jenle og jelne - det afhænger altså bare lige af, hvor i Jylland, man befinder sig, så vil du venligst lade være med at udtale dig om dialektord, før du har undersøgt dem!
Jeg kan anbefale dig at slå op i Feilbergs Jyske ordbog en anden gang.
Send en kommentar