fredag den 1. februar 2008

Princesas

Dicen que las princesas no tienen equilibrio, son tan sencibles que notan la rotación de la tierra. Dicen que son tan sencibles que enferman si están lejos de su reino, que hasta pueden morir de tristeza.

Se klip med undertekster

Sådan hedder det om Fernando León de Aranoas overfølsomme princesa, filmens ene eller egentlige hovedperson, que se llaman Caye – et navn, der præcist opsumerer det grundløse fald, der konstituerer Cayes liv (jf. datid af verbet caer: at falde). Om der bare fandtes et kongerige, som hun kunne længes efter at vende hjem til. Om der bare fandtes et fast fundament, en grund, som hun kunne stræbe efter at hvile fødderne på. Men det gør der ikke. Og derfor er Caye tvunget til at opdigte en anden virkelighed, en anden fremtid, der venter på hende. Sådan opfinder hun begrebet om den fremadrettede nostalgi:

Es rara, ¿no? La nostalgia. Porque tener nostalgia en sí no es malo. Eso es que te han pasado cosas buenas y las echas de menos. Yo por ejemplo no tengo nostalgia de nada. Porque nunca me ha pasado nada tan bueno como para echarlo de menos. Eso sí que es una putada.

¿Se podrá tener nostalgia de algo que aún no te ha pasado? Porque a mí a veces me pasa. Me pasa que me imagino cómo van a ser las cosas, con los chicos, por ejemplo, o con la vida en general. Y luego me da pena cuando me acuerdo de lo bonitas que iban a ser, porque iban a ser preciosas, en serio. Preciosas. Y luego cuando lo pienso me da nostalgia (...)

Desværre er Caye ikke dum nok til at tro på sin egen opfindelse. Hun ved, at begrebet præcis er en konstruktion. En konstruktion, der dækker over det afgrundsdyb, som hun falder ned i – eller igennem, livet – og dette er velsagtens hendes dobbeltbundne skæbne, indbegrebet af hendes tristeza... At "falde igennem" livet:

(...) me da nostalgia porque iban a ser tan bonitas que cuando me doy cuenta de que aún no han pasado y de que a lo mejor no pasan nunca me pongo supertriste. Supertriste, tía. Pero es como una tristeza a cuenta, como la fianza de cuando aquilas una casa pero con tristeza. Que la pones por delante porque total sabes que la vas a acabar utilizando igual.

Tristhed på afbetaling... sikken metafor! Med en sproglig skarphed så hårfin som det knivsæg, Cayes eksistens balancerer på, udtaler metaforen det absurde i hendes livsprojekt: Caye arbejder som luder for at spare sammen til et par nye bryster, fordi "store bryster sælger bedre". Mage til nihilistisk håbløshed finder man end ikke hos Camus.

Hvis du endnu ikke har set Aranoas mesterværk, er filmen hermed varmt anbefalet. Manu Chao har for resten lavet musik til - hør!



Ingen kommentarer: