fredag den 13. juni 2008

Stilens magi

Jens Smærup Sørensen havde en vældig interessant pointe, da han på CPH.LITT.08 talte om Ned til hundene; nemlig at Helle Helles realisme først og fremmest er knyttet til stilen. Det provinsmiljø, som skildres i romanen er kun tilsyneladende almindeligt. Den skriveblokerede forfatter, som John og Putte kalder Bente, har taget rutebilen til et sted langt borte, til verdens ende, hvor der vist kun løber én vej, der er i hvert fald næsten ingen trafik, og alligevel er det lykkes samtlige personer i bogen at knalde ind i hinanden i et trafikuheld. Der ligger et spind af usandsynlighed til grund for hændelsesforløbet, man kunne også nævne lottokuponen og fløjtenissen eller den underliggende familieintrige, som er højdramatisk, men man læser det hele som om, det er vældig sandsynligt og realistisk. Derved kommer romanen også til at handle om stilens magi, om hvad stilen kan gøre ved et stof, hvordan Helle Helles minimalistiske sprogbehandling får os til at acceptere John og Puttes mærkværdige og usandsynlige verden som en del af vores egen. Der er sket et skred i forhold til Rødby-Puttgarden, hvis verden var alt andet end mærkværdig og usandsynlig.
Man kan høre hele samtalen mellem Jens Smærup Sørensen og Helle Helle med Kamilla Löfström som moderator her.

Ingen kommentarer: