Juanita

Hablo aquí de la famosísima Juana la Larga

(Juan Valera)

I

Juan ser langt efter hende, ser hende forsvinde, hun er smuk, som hun går, som en anden prinsesse, vaklende på høje hæle, i stiletter og hotpants knipsende efter tjeneren, koster det noget – quizás! – en kunde følger efter, styrer subjunctivo, kan det være balletsko, forsvinder hun på tå, på tåspidserne, hun hopper rundt i lyset i bare skørter, men mister hun balancen, han kan ikke bestemme sig, ikke for hende og kun for hende. Anna, Anita, Juanita la Larga. Hun danser og falder for øjnene af ham, skifter ståsted som på vandtrapper ned af fuenten, marmorkummerne sprutter, der er ikke en bil i nærheden, ingen rød Jaguar, han bestiller en ny espresso, venter på hun kommer tilbage.

Kanon

Hundelort, mågeklat, hestepære, kokage, menneskepølse.

Pølsekanon

Chorizo, frankfurter, langelænder, knækpølse, blodpølse.

Epilog

Til den sobre mænade

Kastrup lufthavn i august er proppet med mennesker, med bagage, rejsende, familer med børn, mappemænd og -kvinder, flest vendende hjem, men også andre, omvendte. Airconditionsystemet cirkulerer luften, varmen lurer udenfor, det har været en hed sommer, ikke sådan at ryste af sig. Har spist chorizo, den ægte vare, og røget en sort marokkaner, den sidste, før jeg satte mig på flyet, det fortryder jeg nu.
Rynkerne i panden er rødglødende, sved pibler fra dem, jeg ser det i spejlet, er ligesom forvrænget, ligner rester af turbulens fra turen. Det er som om, jeg ikke kan flytte mig, står som forstenet, eller ikke behøver, jorden sejler for mig, balancenerven skvulper, den er spændt til bristepunktet. Igen. Jeg har allerede kastet op én gang.
Fuck, noget lort siger jeg og gør, per refleks, nyt knæfald for toilettet, det letter, ser mig selv flyde rundt dernede, kun et spørgsmål om sekunder, før jeg skyller ud.

Jordkuglekrøller (nodesats)

Hun krøller, har krøller, eller hendes hår krøller, det er stort tæt tykt stærkt kraftigt, der er mange, mange hår og mange krøller, mange måder hun krøller, stort og småt slangekrøller på hoved, på hale, finder hoved, finder hale, finder sted i at det krøller, finder ingen ben imellem, men finder sig i det.
Altså som hun dog krøller, som et stykke papir, krøller sammen, krøller flere, bliver kylet, kylet ud, gennem luften, afkastet, får intet fra hånden, en kraft, hun flyver med fjer som fugleunger, kraftmasser af krøller, trækker sydpå, atten krøller, trækker atten gåsefjer ud af samme fugleflugt, er en flok, hører til, over ét bredt net, er en fjerbold, er en kugle, ikke rund, som krøller, ikke skør, som krøller, men en kugle, som krøller, som bevæges af krøller, en roterende kugle med pip i kasketten, øjne, øre, næse, mund, jordkuglekrøller krop.

Kortet holder ikke

Kortet holder ikke, ikke meget længere, og det tør ikke folde sig sammen igen. Ved godt det måske er sidste gang, mærker solen skinner på sig, alle folder intakte, går i ét med jorden.

Kitkat

Hun misser med øjnene, misse mis mod solen, gør sig til, drejer rundt, slår en cirkel om sig selv, mister balancen og tager fra mod hans bryst. Bare 18 somre. Det kildrer i næsen, duft af røg fra hendes hår, hun har mørke dun på overlæben, nærmest sorte, som af marokkansk blod, stor fyldig røv, ikke bred men bare bulende ud fra ryggen i et svaj, gennemskåret af en bred mørk sprække, en rille mellem ballerne, dyb og tavs, man kan sidde fast i. Han aner den gennem stoffet, rødt og tyndt og rimpet langs midten som et smil, gør sig til, kridhvide tænder, er måske en blanding, noget af ham selv.
Han griber hende ikke, da hun støder ind i ham, men skubber i stedet, støder hende tilbage, en rytmisk reaktion, ned i grøftekanten. Hun kan lide det, kan han se, misse mis. Den smager salt, da han slikker hendes hud, tager tilløb, fører tungen helt op i armhulen, ikke overraskende salt, men heller ikke som forventet, og på sekunder er blusen, den ærmeløse, og bh'en flået af. Brystvorterne er store, mørkerøde, meget store, de strutter, han bider, klemmer til, hører en lyd og tager endnu hårdere fat. Han vil have en luns, for alvor, sluge den, et ægte stykke, det er det, han længes efter, at mærke hende i sig, lade brystet synke ind, ballerne, ikke omvendt, ikke inde i hende, det handler om ham, står og falder med ham, han er slap, som han er, en dårlig mand. Det ved han godt, og det gør ham dårlig, eller dårligere, og han mærker en smerte, tiltagende, et knæk, et kick, en karakterbrist, skyller hende ned.

Mixdouble

Otto smasher, Anna ved, han vil gøre det. Bolden er oplagt, svæver højt i en bue hen over hendes hoved, han burde have masser af tid til at nå i position, i perfekt balance, et hop, benmuskler eksploderer. Hun står klar ved nettet, ketsjeren hævet foran kroppen, bøjer let i knæene med vægten helt på tå, skyder røven tilbage, svajer i ryggen og holder balancen. Hun ser godt ud, efter bogen, adrenalinen pumper, hvis der kommer en ripost, er den hendes, så godt som sikkert, at banke i gulvet. De kender hinanden, nærmest ud og ind, alle bevægelsesmønstre, styrker og svagheder, Otto og Anna har spillet mixdouble i mange år, er et sammenspillet par.
Han smasher langs linien, direkte på damen, alt andet ville være dumt, parret på den anden side har fået sig dårligt placeret, ved en fejlrokering og tydeligvis under pres, det svageste led ligger lige for. Slaget sidder, hvor det skal, på højre skulder, hun er god i defensiven af en dame at være, har overrasket Anna flere gange med refleksredninger, skovlet alt muligt over som for længst var afgjort. Men duellen er spidset til, det er matchbolden, Otto har ramt den præcist og hårdt. Damen på den anden side vrider sig mod venstre, skifter vægt i bredstående, nu med siden til, mister balancen, vakler bagover, hun er noget så uelegant, ikke som en asiat, ikke spændstig men klumpedumpe, trækker ketsjeren op mod armhulen i sidste øjeblik, lyden af kork mod letvægtsaluminium. Bolden hvirvler gennem luften, ude af kontrol, hun har ramt den med rammen, ikke sat fart i, men bare blokeret, det er nok, den flyver tilbage som en rundtosset rovfugl, fuldstændig utilregnelig. Anna går i panik, ved pludselig ikke hvilket ben hun skal stå på, skal sætte af på, sætter af på begge, det var en fejl, svirper i knæet, i det venstre, mærker noget ligesom sprænge indvendigt, knække over og forsvinde som en hinde, hun kan ikke nå den. Fjer ruller over nettet, lander på den forkerte side, roder rundt på gulvet, nøjagtigt på linien.